Patchwork din egen kage
Matematik, mellemtrinnet
af Karen og Simone
- et forløb fra inspirationskataloget Mad i alle fag.
Forløbets formål
Der arbejdes ud fra fælles mål i matematik med udgangspunkt i færdigheds- og vidensmål om placering og flytninger.
Aktiviteten vil også kunne bruges som et formativt evaluerende element i forbindelse med et forløb omkring flytninger og mønstre. Målet er, at eleverne kan omdanne deres viden om de tre flytningsformer ved brug af det funktionelle læremiddel kage. Det vil understøtte elevernes forståelse af det matematiske emne, ved anvendelsen af konkrete materialer. I præsentationen af deres mønstre understøttes elevernes kommunikationskompetence. Fokus er, at eleverne bruger de rigtigt faglige begreber til at beskrive deres egen og andres mønstre.
“Eleven kan fremstille mønstre med spejlinger, parallelforskydninger og drejninger”
“Eleven har viden om metoder til at fremstille mønstre med spejlinger, parallelforskydninger og drejninger, herunder med digitale værktøjer”.
Forløbets opbygning
Aktiviteten kan bruge 2 til 4 lektioner. Eleverne starter med i grupper af fire at bage en bradepandekage af enten eget valg eller lærers valg. Nu deles hver gruppe i to, så der er to elever, der arbejder med pyntningen af en halv kage. Mens kagerne bager skal eleverne lave en plan for mønsteret, der skal laves på deres kage. Mønsteret skal laves i farvet creme og indeholde mindst en flytning (spejling, parallelforskydning eller drejning), men gerne flere. Til sidst præsenterer eleverne deres kager, og snakker om, hvilke flytninger der er til stede i mønstrene.
Undervisningen foregår i madkundskabslokalet, da der skal bages og laves creme.
Der skal købes ind til at lave selvvalgt bradepandekage, og rigeligt med ingredienser til creme (og fryseposer) til pyntningen. Hvis man ønsker at udvide aktiviteten, kan man med fordel arbejde videre med tesselering, hvor eleverne skal lave mønster og dække kagen med en enkelt figur. Skal aktiviteten forkortes, kan der pyntes færdigbagte kager eller lagkagebunde.
Denne aktivitet er udarbejdet til at ligge i slutningen af et forløb, hvor eleverne har opnået kendskab til flytningerne drejning, spejling og parallelforskydning. Aktiviteten har i sig selv mulighed for differentiering, da eleverne selv laver planer for, hvor komplicerede mønstre de vil lave og om de vil bruge en enkelt flytning eller flere.
Noter: Husk at book madkundskabslokalet. Afhængigt af tid kan man vælge at opdele aktiviteten, så der bages og planlægges mønster en dag, og dekoreres næste dag.
Tid og sted, hvad og hvordan
20 min. i køkken: Lave kagedej. Grupper af 4 efter selvvalgt kageopskrift
30 - 45 minutter i klassen eller i køkkenet: Kagen bager. Lav det geometriske mønster i geogebra. Grupper af 4 deles til grupper af 2. Grupper af 2 designer det geometriske mønster i geogebra, enten i klassen eller i køkkenet.
30 - 45 minutter i køkkenet: Kagen tages ud, afkøles og deles i to. Elevparrene pynter kagen ud fra planlagt mønster. Grupper af 2 pynter kage med cremen i det designede mønster.
15 minutter i køkkenet: Elevparrene præsentere deres patchwork kage. Fælles præsentation af hver gruppe for hele klassen.