Gå til hovedindhold

Mens vi venter... på teknologiforståelse

Hvad kan vi stille op, mens vi venter på en politisk beslutning omkring forsøgsfaget teknologiforståelse?

Fra Praktikernetværksdagen i september, 2022

I 2021 sluttede det 3-årige nationale forsøg med teknologiforståelse (TF). Siden har der været stille fra de bonede gulve i Børne- og Undervisningsministeriet, og det er i skrivende stund uvist, hvad forsøgsfagets videre skæbne bliver.

Det nationale forsøg med teknologiforståelse løb fra februar 2019 til sommeren 2021 og afprøvede teknologiforståelse som sit eget fag fra 1.-9. klasse samt som integreret faglighed i en række eksisterende fag, ligeledes fra 1.-9. klasse. Du kan læse mere om fagligheden og forsøget på tekforsøget.dk og på emu.dk/grundskole/teknologiforstaaelse.

I overbevisningen om, at “noget er på vej”, har mange skoler over hele landet i mellemtiden iværksat forskellige indsatser, der sigter mod TF, og særligt Villum Fonden har bakket op om disse initiativer. Det har de blandt andet gjort gennem støtte til praktikernetværket.

Praktikernetværket om teknologiforståelse varetages af landets CFU’er, og der er således seks regionale praktikernetværk. Udover afholdelse af netværksdage 2-3 gange årligt med forskellige vinkler ind i fagligheden har praktikernetværket også kunnet tilbyde gratis workshop- og kursusforløb, som er blevet til i samarbejde med forskellige skoler og kommuner.

Podcast: Mens vi venter på teknologiforståelse

Vi snakker om teknologiforståelse og om, hvad vi kan stille op, mens vi venter på en politisk beslutning omkring fagligheden.

Lyt med.

I studiet er CFU-konsulenter Eva Petropouleas (evch@pha.dk), Kristian Hjuler (krnh@pha.dk) og Søren Knudsen (sknu@pha.dk).

Praktikernetværket hos CFU Absalon

CFU Absalons praktikernetværk består af lærere, pædagoger, vejledere, skoleledere og kommunale konsulenter fra hele regionen, som er optaget af, hvordan TF kan udfoldes i praksis.

Praktikernetværket afholder løbende gratis netværksarrangementer med forskelligt indhold.

Derudover har vi kunnet tilbyde gratis workshop- og kursusindsatser til vores region, og det er der kommet forskellige modeller for samarbejde ud af. 

Workshops og kurser gennem praktikernetværket 

De seneste to år har vi sammen med skoler og kommuner:

  • Afholdt workshopforløb på skoler i vores region for fag- og årgangsteams, kombineret med afprøvning i praksis. Formålet har været at give deltagerne en første berøring med teknologiforståelsesfagligheden i praksis og et fælles udgangspunkt for teamet.
  • Afholdt workshopforløb hen over et skoleår og på tværs af skoler, fx for Ringsteds it-didaktiske vejledernetværk. Her har vejlederne bragt ny viden hjem til deres kolleger i mellemrummene.
  • Afviklet kursusforløb, hvor CFU-konsulenter har deltaget direkte i undervisningen sammen med lærerne mellem kursusdagene.
  • Kombineret workshop- og kursusforløb i større indsatser, fx i Næstved Kommune, hvor koblingen er sket med henblik på at modne alle skolerne til et større kompetenceforløb vedrørende makerspaces og teknologiforståelse. Ressourcepersoner fra alle skoler har deltaget i målrettede kursusindsatser og andre pædagogiske medarbejdere i en række workshopforløb. Målet har været, at alle skoler gennem praktikernetværket har fået etableret et team, som kan bidrage til at løfte opgaven med makerspaces og TF videre i kommunen.

Mens du venter…

Hvis du og dine elever heller ikke kan vente på et centralt udspil, kan du finde en række læremidler, fx robot- og makerteknologier, film  og tv-udsendelser på mitCFU.dk, som peger ind i området.

Derudover kan du finde masser af links til gode programmer, undervisningsforløb, faglig viden og meget mere via vores virtuelle rum, hvor vi har kategoriseret de mange ressourcer, der findes, i zoner. Du finder det virtuelle rum på tek-lærer.dk.

screenshot

Det virtuelle oplevelsesrum på tek-lærer.dk

Husk også, at vi gerne afholder fagteammøder med dig og dine kolleger, hvis I ønsker sparring om, hvordan I kan arbejde med teknologiforståelse på jeres skole. Du kan kontakte os på krnh@pha.dk (Kristian) eller evch@pha.dk (Eva) for at høre mere om mulighederne.

Vil du også være med i vores praktikernetværk?

Du kan tilmelde dig praktikernetværkets nyhedsbrev her, så du modtager information om alle fremtidige arrangementer og den nyeste politiske udvikling direkte i din indbakke:

Tilmeld dig praktikernetværket

Vi håber, vi ses.

Vil du have mere faglig inspiration?

Denne artikel er også udgivet i vores kursusmagasin Praksis. 

I magasinet Praksis finder du spændende faglige artikler, interviews, tips til læremidler til din undervisning samt vores aktuelle kurser og konferencer. 

Læs med her.