Gå til hovedindhold

Styrk naturfagsundervisningen med gratis e-materialer

Landets professionshøjskoler står bag et gratis e-læringsunivers målrettet naturfagslærere i grundskolen.

Dreng der har naturfag

Den 1. juli 2021 slog landets seks professionshøjskoler, herunder også Absalon, de virtuelle døre op for et nyt samlet og gratis e-læringsunivers målrettet naturfagslærere i grundskolen.

www.snliskyen.dk

Portalen er en del af kompetenceudviklingsprojektet Stærke Naturfaglige Læringsfællesskaber (SNL) – en national indsats udviklet til naturfaglige teams i grundskolen. Projektet skal løfte naturfagsundervisning i Danmark i en kompetenceretning og hermed opnå, at flere børn og unge bliver glade for naturvidenskab og teknologi. Løftet skal blandt andet foregå ved at styrke og udvikle lærerteams til at blive professionelle læringsfællesskaber, som samarbejder om at udvikle bedre naturfagsundervisning understøttet af lokale ledelser og faciliteret af lokale teamledere.

SNL-platformen indeholder:

  • Et opkvalificerende e-læringsspor med 19 faglige og fagdidaktiske artikler, som er knyttet til:
  • 16 forskellige undervisningsforløb, der kan anvendes direkte i naturfagsundervisningen i egen klasse
  • Inspirationsmaterialer indeholdende nyeste viden og forskning inden for naturvidenskab, science og teknologi udviklet i forbindelse med BUVM’s naturfagsstrategi.
Du kan tage kurset, når og hvor det passer dig - alene eller sammen med dit team

Det nye univers giver mulighed for online opkvalificering, som naturfagslærere kan tilegne sig både enkeltvis eller i fagteams. Dette kan ske gennem fire e-læringsforløb om hhv. undersøgelse, modellering, perspektivering og kommunikation. Forløbene giver en grundlæggende introduktion til  kompetenceorienteret naturfagsundervisning og bidrager til refleksion og udvikling af egen praksis.

Kobling mellem e-læring og praksisnær kompetenceudvikling i skræddersyede efteruddannelsesforløb

Materialerne og de teamrettede metoder, som også er udviklet i projektet, kan tilegnes egenhændigt på skolen med støtte fra en lokal vejleder eller naturfagskonsulent. Det er dog også muligt at kontakte os på Absalon, som i tilknytning til projektet har designet en SNL-kompetenceudviklingspakke, hvis formål er at understøtte arbejdet med implementering af naturfaglige læringsfællesskaber i de danske grundskoler. Vi arbejder med op til 6 modeller eller muligheder, som vi kan tilbyde lærere, lærerteams, skoler og kommuner. Kontakt os, så tager vi gerne et møde med jer om at finde den rette model, som lever op til jeres forventninger og ønsker.

Projektet er en del af den nationale naturvidenskabsstrategi og støttet af BUVM. De første 22 skoler er allerede udvalgt, og i august påbegyndes den nye efter- og videreuddannelsespakke i naturfag synkront på alle seks professionshøjskoler i landet. De praksisnære efteruddannelsesforløb varer seks måneder og indeholder de digitale e-læringselementer, fire fysiske undervisningsgange og en række sparringer lokalt på skolerne.

Der er desværre fyldt helt op på disse forløb, som er støttet af BUVM og fonde, men som sagt: Kontakt os for at få et tilbud, der matcher jer, og som kan give jer det samme løft som de tilknyttede SNL-skoler.

For dialog omkring skræddersyet naturfaglig kompetenceudvikling på egen skole kontakt:

Jørgen Haagen Petersen, jhp@pha.dk, 7248 1632

Vil du have mere faglig inspiration?

Denne artikel er også udgivet i vores kursusmagasin Praksis. 

I magasinet Praksis finder du spændende faglige artikler, interviews, tips til læremidler til din undervisning samt vores aktuelle kurser og konferencer. 

Læs med her.

Forside af bladet Praksis 7 2021

Denne artikel er udgivet i Praksis 7, 2021.