Gå til hovedindhold

Smitter kærlighed til bøger?

Børnehaveklasseleder Ann-Louise Farnov sætter fokus på, hvad bøger kan, hvorfor bøger er vigtige, og hvordan glæden til bøger kan smitte.

Af pædagogisk konsulent Maria Ulrik Pedersen, maup@pha.dk, tlf. 72481960

Smittefare, smittespredning, smitteopsporing…

Corona har været med til at skabe en stor opmærksomhed på at undgå smitte, men når ordet smitte sættes sammen med bøger, får det en helt anderledes positiv klang. Denne artikel sætter fokus på, hvad bøger kan, hvorfor bøger er vigtige, og hvordan glæden til bøger kan smitte og styrke elevernes literacy-kompetence.

I artiklen bliver Ann-Louise Farnov interviewet. Hun har 21 års erfaring som børnehaveklasseleder og er ansat på Østerbroskolen i Nykøbing Falster.

Kærlighed til bøger

Da jeg stiller Ann-Louise spørgsmålet ”Smitter kærlighed til bøger?”, svarer hun klart og uden tøven ”Ja”, og hun uddyber sit svar:

”Det, bøger kan, er at skabe et fælles intimt rum, hvor dialogen eleverne imellem og lærer-elev bliver vedkommende. I samtalen omkring bogen opstår der en forståelse for, hvordan jeg forstår verden, men også hvordan andre kan opfatte verden på en anden måde. Bøger kan noget helt særligt. Jeg oplever, at mange elever møder i skolen uden at kende særligt meget til bøger, men når jeg arbejder med de gode bøger i skolen, så smitter jeg eleverne med min kærlighed til bøger.”

Orm får en ven

Ann-Louise har arbejdet med bogen Orm får en ven og ser et stort potentiale i bogen.

Hvorfor synes du, Orm får en ven er en særligt god bog?

”Jeg har brugt bogen mange gange, og hver gang er det noget nyt, der optager eleverne. Bogen tager fat i et vigtigt emne om venskab, og eleverne får stor sympati for Orm, der føler sig alene. Det er en vedkommende bog, fordi eleverne kender til det at  føle sig alene, komme i konflikter, og de har gode bud på, hvordan man kan blive enige og løse en konflikt.

Jeg oplever, at eleverne vender tilbage til bogen, når vi taler om venskab, eller når en konflikt skal løses. Det er en enormt banal bog, så enkel, men samtidig så vigtig. Orm får en ven er oplagt at anvende til udvidet dialogisk læsning, og det er uendeligt, hvad man kan gøre med bogen og virkelig komme i dybden med emnet venskab.”

Ann-Louise Farnov og billedbogen "Orm får en ven", som du kan låne på mitCFU.dk

Udvidet dialogisk læsning

Ann-Louise bruger udvidet dialogisk læsning i sin undervisning for at udvikle elevernes viden, sprog, nysgerrighed og kompetence til at indgå i dialoger omkring bogens univers. Læs mere om udvidet dialogisk læsning på videnomlaesning.dk.

Hvordan skaber underviseren det bedste rum for elevernes læseoplevelse?

”Det er vigtigt, at underviseren iscenesætter læsningen. Jeg bygger op til læsningen ved at lave alle mulige aktiviteter og taler om forsiden, bagsiden og billederne i bogen. Eleverne har altid gode bud på, hvad bogen handler om ud fra billederne og farverne i bogen. Jeg har eleverne helt tæt på mig og bruger min stemmeføring til at ”fange” dem ind i historien. Det bliver vedkommende for eleverne, når jeg refererer til deres hverdag og følger børnene i det, der optager dem i læsningen.”

Hvis man vil smitte eleverne med sin kærlighed til bøger, hvad vil dine tre bedste råd så være?

  • At gå elevernes vej

    ”Man er nødt til at starte med at gøre sig nogle tanker om, hvorfor den her bog er vedkommende for mine elever og mig, og hvad vi kan bruge bogen til? Og så skal bogen gøres vedkommende ved at inddrage elevernes erfaringer og oplevelser og bruge deres input, som kommer undervejs.” 
  • At indleve sig i fortællingen

    ”Jeg oplever, at min evne til indlevelse og til formidling af bogen har stor betydning for, om eleverne bliver nysgerrige og indgår i dialog omkring bogen. Jeg har oplevet elever sige - det bliver lidt uhyggeligt, når du hvisker, eller - det er sjovt, når du laver din stemme om.”
  • At præsentere gode bøger – og bruge PLC aktivt

    ”Når jeg læser højt for eleverne på biblioteket, vil de gerne låne bogen, de vil gerne have den med hjem. De er interesseret i at læse bøger, og jeg tror, det er os, der er vigtige for skabe interessen for bøger. På biblioteket har de mulighed for at finde andre bøger, der er lige så spændende som den, vi lige har læst sammen.”

Med håbet om, at vi sammen kan øge smittespredningen af kærlighed til bøger!

Maria Ulrik Pedersen (maup)

Pædagogisk konsulent
Center for Skole og Læring
Vordingborg

Vil du have mere faglig inspiration?

Denne artikel er også udgivet i vores kursusmagasin Praksis. 

I magasinet Praksis finder du spændende faglige artikler, interviews, tips til læremidler til din undervisning samt vores aktuelle kurser og konferencer. 

Læs med her.