Gå til hovedindhold

SkoleTube - skolernes digitale værktøjskasse

SkoleTube er kort fortalt en platform, hvor elever og lærere via UniLogin kan fremstille, uploade og dele deres video- og medieproduktioner i beskyttede mediekanaler.

Af Helle Damgaard Melin, CFU-konsulent

Med SkoleTubes værktøjskasse kan eleverne arbejde med alt fra filmproduktion til programmering af spil og lydproduktioner.

SkoleTube er opbygget af tre hoveddele:

  • Digitale produktionsværktøjer – som du og dine elever nemt kan bruge i undervisningen.
  • Kanaler – hvor eleverne nemt og sikkert kan lægge deres produktioner og dele dem med deres lærere og klassekammerater.
  • SkoleTubeguide – som består af to dele: Videovejledninger med hjælp til de digitale værktøjer og inspiration til didaktiske forløb med anvendelse af værktøjerne.

3 digitale produktionsværktøjer fra SkoleTube

På SkoleTube findes et væld af digitale produktionsværktøjer. Måske kender og bruger du allerede en del af dem, men kender du disse?

AhaSlides

AhaSlides er interaktive slideshows, hvor du som underviser kan interagere med dine elever via spørgsmål. Du kan stille mange forskellige spørgsmålstyper; ordskyer, multiple choice, brainstorm, ”open ended” spørgsmål, vælg et billede, spørgsmål-svar og meget andet.

Værktøjet kan blandt andet bruges til at starte konstruktive diskussioner og dialoger med eleverne.

CoSpaces EDU

Værktøjet CoSpaces giver elever og lærere adgang til et fælles univers, hvor de kan samarbejde om at skabe kreative universer ved hjælp af blokprogrammering. Det er ikke fastlagt på forhånd, hvad du skal skabe, men der er mulighed for at lave alt fra visuelle fortællinger til interaktive spil og digitale museumsrundvisninger.

Efterfølgende kan disse verdener eller scener fremvises enten via VR-briller eller direkte på en skærm. På den måde er CoSpaces en del af en ny generation af produktionsværktøj, som integrerer VR (Virtual Reality) og AR (Augmented Reality) som en mulighed.

CodingLab

CodingLab er et blokprogrammeringsværktøj, hvor eleverne kan lave digitale historier, interaktive billeder, computerspil og meget andet - på samme måde, som du måske kender det fra Scratch. Ja, faktisk kan du stort set det samme som i Scratch, men med CodingLab kan eleverne arbejde bag et Unilogin. Deres  produktioner kan deles på klassens kanaler, og de kan også arbejde med at remixe designs lavet af fx læreren.

Vil du have mere faglig inspiration?

Denne artikel er også udgivet i vores kursusmagasin Praksis. 

I magasinet Praksis finder du spændende faglige artikler, interviews, tips til læremidler til din undervisning samt vores aktuelle kurser og konferencer. 

Læs med her.

Denne artikel er også udgivet i Praksis 8, 2022.