Så kom dog ud - også når det er koldt
Der er masser af muligheder for at arbejde undersøgende udendørs - også når det er koldt. CFU-konsulenten har inspiration til din undervisning i bl.a. naturfag, matematik og madkundskab.
Af Mikael Scheby, pædagogisk konsulent for naturfagene
Nedtællingen til jul er startet – i vores familie er julen nemlig ikke udelukkende en december-event, men mere en familie-nu-går-vi-indenfor-til-lidt-mere-hygge-event. Måske handler det også om det ukendte, det vi ikke kan forklare, og som vi derfor ikke er vildt begejstrede for i naturfagene, hvor der helst skal være evidens. Julen har jo i den sammenhæng ikke noget med Jesu fødsel at gøre, det har vi vidst i mange år, men vælger alligevel at fejre den på en af årets korteste dage. I virkeligheden er julen jo en vikingesolhvervstradition, hvor man åd og drak i flere dage – præcis som flertallet af os fejrer jul. Det med Jesu fødsel kom til langt senere og er jo i virkeligheden bare en undskyldning for at fortsætte vikingetraditionerne under de kristne faner – når nu naturfagskonsulenten afkræver evidens.
Baggrunden for vores fejring af julen er et godt eksempel på, hvordan videnskaben er blevet brugt til at bevise/modbevise historiske fakta ved en undersøgende tilgang. Var det realistisk, at man afholdt folkeoptælling i de koldeste måneder? Var der lysende objekter på himlen i år 0 i december? Og lige præcis den undersøgende tilgang er jo en af kompetencerne i naturfagene fra indskoling til udskoling. Man kunne derfor også kalde det for en kompetencebaseret tilgang. Dyk ned i den kompetencebaseret tilgang til naturfagsundervisningen her og prøv nogle af forløbene af.
Den undersøgende tilgang til undervisningen handler mere om at stille spørgsmål end at give svar. 2+2 giver jo stadig 4 – eller gør det? Det kommer vel an på omstændighederne? I et 4-talssystem giver 2+2 nemlig 10, og i 3-talssystemet giver det 11…
Prøv at gennemføre en matematikundervisningsdag uden at sige “nej”, men i stedet: “Ja, det må du lige forklare mig…” eller “Er du sikker, lad os finde ud af det”. Praktisk undersøgende arbejde bør også i naturfagene være den bærende tilgang. På Astras hjemmeside kan du finde idéer til, hvordan du kommer i gang med den undersøgelsesbaserede tilgang med masser af ressourcer til anvendelse i undervisningen.
Om foråret er der liv i vandhullet, men om efteråret er det tid til den store edderkoppejagt. Efteråret er edderkoppernes parringstid og der, hvor de er mest aktive, og der findes rigtigt mange arter af edderkopper i Danmark. Vidste du fx, at vandedderkoppen tager en luftboble med ned under vandet, og at den faktisk kan bide, så vi kan mærke det – ikke farligt, men ubehageligt. Læs evt. denne udgave af “Naturvejleder” om edderkopper fra september 2021 og dyk ned i aktiviteterne sammen med eleverne, når I skal planlægge en edderkoppetur i naturen.
Krible-krable feltudstyr
Endnu engang er det værd at reklamere lidt for vores feltudstyr, som kan lånes fra Udlånssamlingen. Brug det til edderkoppejagten eller prøv at se, hvor mange forskellige bænkebiddere I kan finde. Find inspiration på skoven-i-skolen.dk.
Efterår er også svampetid. Mange mennesker er bange for at gå på svampejagt pga. nervøsitet for at støde på giftige svampe. Se evt. denne guide til svampejagten.
Hvis man er meget usikker på spisesvampe, så kan man altid nøjes med at høste rørhatte, som er en type svampe, som i stedet for lameller har rør på undersiden.
Blandt rørhatte findes blandt andet karljohan-svampe, brunstokket rørhat (dem i kurven på billedet) og den også velsmagende indigorørhat (bliver hurtigt blå, når man skærer i den).
Der findes kun to giftige rørhatte (ikke dødelige), som dog er meget sjældne, men også meget lette at genkende - djævlerørhat og Satans rørhat. De er nært beslægtede og ligner da også hinanden. De kendes let på en bleg hat og næsten orangefarvede rørmundinger.
Mange siger, at naturen går i hi om efteråret, se evt. denne lille bornholmske udsendelse fra mitCFU.dk om “Det fordømte efterår” og få idéer til, hvad I selv kan gå på jagt efter i naturen om efteråret.
God fornøjelse derude og glæd dig til næste nummer af “Så kom dog ud”, hvor vi tester nyt udlånsgrej fra mitCFU.dk.
Kom nu ud og nyd det farverige efterår.
Vil du have mere faglig inspiration?
Denne artikel er også udgivet i vores kursusmagasin Praksis.
I magasinet Praksis finder du spændende faglige artikler, interviews, tips til læremidler til din undervisning samt vores aktuelle kurser og konferencer.