Rundt om danskfaget 7.-10. klasse (R25-407)
Målet med kurset er, at du får ny viden om og inspiration til at undervise i dansk i udskolingen. Du bliver opdateret på de nyeste tendenser, titler og og tilgange. Du får viden om nogle af danskfagets prøver og den daglige undervisning i klasseværelset.
Kursets henvender sig til dansklærere 7.-10. klasse og til vejledere.
Ugekurset i dansk er for dig, der gerne vil opdateres bredt i fagets kompetenceområder og prøver. Du kommer hjem med en viden om de nyeste danskfaglige vinde og idéer til, hvordan du kan omsætte dem til konkret praksis i din klasse.
Mandag den 03.11.2025: Filmfaglighed fra flere vinkler
Med danskfagets muligheder som udgangspunkt giver denne første kursusdag en lang række idéer til, hvordan man kan arbejde kreativt, varieret og lærerigt med filmmediet i folkeskolens ældste klasser. I møder konkrete idéer og indspark til arbejdet med filmproduktion og skal afprøve dem. I bliver præsenteret for forskellige tilgange til at sætte fokus på filmanalyse på nye måder. I får forslag til uundværlige filmperler, der passer perfekt til dansktimerne i udskolingen.
Tirsdag 04.11.2025: Spot på mundtlighed
Hvordan får vi eleverne i tale? Eleverne er oftere mere tilbageholdende og stille i
klassesamtalen. De byder ikke ind, selvom undervisningen er varieret og pædagogisk
afvekslende. Vi lærere synes, at vi gør alt muligt for at gøre undervisningen inddragende og
afvekslende. Hvordan faciliterer vi en undervisning, hvor eleverne får plads til og mod på at deltage aktivt og sige noget?
Gennem praksiseksempler og teori skal vi rundt om mundtlighedens plads i undervisningen. Vi skal se på elevernes mulighed for mundtlig deltagelse og konkret mundtlighedsdidaktisk arbejde.
Onsdag den 05.11.2025: Kunstig intelligens i udskolingens danskfag
I dag udfordrer vi synet på KI som en snyderobot, hvor eleven har rollen som mistænkt og læreren som detektiv, der alligevel aldrig kan finde den rygende pistol. I stedet vil vi gennem konkrete eksempler og øvelser udforske, hvordan KI kan integreres i vores daglige undervisningspraksis bredt i danskfagets kompetenceområder. Det kommer både til at handle om idégenerering, tematiske ordforråd, billedgenerering, læseguides, og så ser vi på, hvordan sprogmodellen kan være en værdifuld ressource i alle faser af skriveprocessen.
Torsdag den 06.11.2025: Den gode skriveundervisning
På denne kursusdag sætter vi fokus på den gode skriveundervisning i udskolingen, og hvordan undervisningen kan tage højde for de krav, eleverne møder til prøven i skriftlig fremstilling. Vi kigger nærmere på autentiske skrivesituationer, der giver mening for eleverne, og vi undersøger og leger med fremstillingsformerne. Du får et overblik over opgavetyperne i skriftlig fremstilling, som kan gøre din egen undervisning mere overskuelig. På kurset får du indblik i, hvordan du med fordel kan arbejde med faglige fokuspunkter, slow-writing og flip en karakter som nye greb i skriveundervisningen.
Fredag den 07.11.2025: Litteraturtendenser, læseoplevelser og danskfaglige produktioner
Denne dag sætter vi fokus på de nyeste titler og tendenser i ungdomslitteraturen. Du vil både få gode idéer til, hvordan du kan sætte teksterne sammen i forløb under inspirerende overskrifter. Vi fordyber os også i, hvordan vi som lærere kan opprioritere oplevelsesfasen i litteraturarbejdet, så elevernes egne forslag og idéer kan få betydning for resten af arbejdet. Derudover undersøger vi, hvordan man kan bruge litteraturen som sparringspartner i faglige loop, når eleverne selv skal være producerende i danskfaget for eksempel, hvordan billedfortællingers æstetik kan kvalificere og inspirere elevernes egne multimodale fortællinger.
R25-407
Jan Frydensbjerg Mirjam Hoel Nielsen - Pædagogisk konsulent, CFU Absalon Mette Bechmann Westergaard - Pædagogisk konsulent, CFU Absalon Charlotte Rytter - Lærebogsforfatter Susanne Hansson - Pædagogisk konsulent, CFU Absalon
27