Musikfagets dag 2025
Tag med til en hel dag i musikkens tegn, hvor du får rytmer i kroppen og instrumenter i hænderne!
Tilmelding
Tilmeld dig her senest d. 2. oktober, og derefter så længe der er ledige pladser.
Tid: Torsdag den 6. november 2025 kl. 8:30-15:15
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde, Trekroner Forskerpark 4, 4000 Roskilde
Pris: 1.700 kr.
Spørgsmål? Kontakt CFU's kursusadministration på kursus@pha.dk eller tlf. 72481930 (kursusnr. R25-139).
Program
08:30-09:00 Ankomst og morgenmad
09:00-09:10 Velkomst v/ CFU Absalon
09:10-09:45 Morgensang
09:45-10:00 Pause og udstilling
10:00-12:00 Workshop F1-F2-F3-F4-F5
12:00-13:00 Frokost og udstilling
13:00-15:00 Workshop E1-E2-E3-E4-E5
15:05-15:15 Farvelsang og tak for i dag.
Hele dagen vil der være udstillinger fra forlag.
Formiddag, workshops F1-F2-F3-F4-F5:
F1. Se, Sig og Spil – få grundpulsen ind i kroppen v/ Peter Bjerrum
Målgruppe: Undervisere i musik i indskolingen, 0.-3. klasse
Grundpuls er fundamentet for al musik. Med Peter Bjerrums unikke metode ”Se, Sig og Spil-Puls” bliver den abstrakte puls konkret, visuel og anvendelig. Gennem sammenspil, aktiv lytning og bevægelse lærer du at arbejde med pulsbaner – og hvordan du kan bruge dem med dine egne elever.
F2. Musik for mange ører – udskoling v/ Pernille Bøge
Målgruppe: Undervisere i musik i udskolingen og valgfag, 6.-9. klasse
Med udgangspunkt i undervisningsmaterialet ”Musik for mange ører” stiller vi skarpt på arbejdet med toner, rytmer og harmonik. Gennem spil, sang og bevægelse introduceres eleverne for musikkens sprog med henblik på valgfaget. Her tænker vi ikke kun på kompetenceområdet musikforståelse, men også på, hvordan en beherskelse af musikteori kan styrke de to andre kompetenceområder – musikudøvelse og musikalsk skaben.
F3. Tematisk improvisation v/ Kirsten Thyregod Pedersen
Målgruppe: Musikundervisere på mellemtrinnet, 2.-5. klasse
Alle kan improvisere! I denne workshop får du inspiration til skabende musikalske aktiviteter, der giver eleverne mod til at eksperimentere med lyd og udtryk. Vi starter med sjove ”spilleregler”, der gør improvisation let tilgængelig. Derefter skaber vi lydkulisser med afsæt i billeder og stemninger. Vi udforsker også fællesskabsskabende musikalske temaer – fx ”Vi mødes på torvet”, hvor vi uden ord eksperimenterer med rytmer og finder en fælles puls.
Ingen musikalske forkundskaber i improvisation er nødvendige – vi bygger på deltagernes spontane idéer og kreative udtryk. Tag med og få inspiration og idéer til din undervisning!
F4. Rytmer og puls for mellemtrinnet v/ Samuel Takyi
Målgruppe: Musikundervisere på mellemtrinnet, 3.-6. klasse
Mit navn er Takyi (Techi), og jeg kommer fra Ghana. Jeg har i mange år arbejdet som træner i rytmik og puls. Når vi trommer, danser, spiller på instrumenter eller rapper, har vi brug for grundlæggende rytmiske færdigheder. På denne workshop vil du gennem at synge, danse og spille tromme komme ind i pulsen og rytmernes univers.
Vi skal synge, danse, spille trommer og lære en masse spændende ting – alt sammen i en sjov og energifyldt atmosfære. Glæd jer til en dag fyldt med bevægelse, rytmer og masser af hygge.
F5. Melodi i toppen er toppen – spil til fællessang v/ Stefan Teilmann Laub Nielsen
Målgruppe: Pianister, som spiller fællessang
Max. antal deltagere: 8
På denne workshop arbejder vi i klaverlaboratorium med at akkompagnere til fællessang, hvor du kombinerer melodi, akkorder og bas, så du kan give sangere – trænede som utrænede – mest mulig støtte særligt til fællessang. Det gør vi gennem en række fællessangsegnede, enkle og rolige melodier i Højskolesangbogen. I fællesskab arbejder vi os gennem sangene med fokus på melodi, akkord- og bastoner, fingersætning m.m. Vi nørder i klaverlab, så husk lakridspiben og skolelærerbrillen.
Krav: Nodelæsning og akkordspil – fx omvendinger – på godt niveau.
Eftermiddag, workshops E1-E2-E3-E4-E5:
E1. Spil trommesæt med hele klassen – alle kan være med! v/ Peter Bjerrum
Målgruppe: Undervisere i musik på mellemtrinnet, 1.-6. klasse
På kurset får du en helt simpel metode og et undervisningsforløb med Little Masters of Music (Peter Bjerrum), hvor ALLE elever i klassen lærer at spille helt simpelt trommesæt, som fungerer i sammenspilssituationer. Forløbet giver eleverne basalt kendskab til trommesættet og musikalske begreber samt et indblik i trommeslagerens rolle i musikken.
Forløbet består af instruktioner til underviseren og øvelser til eleverne, som kan arbejde i selvstyrende øvegrupper ved/på trommesættet.
E2. Musik for mange ører – mellemtrin v/ Pernille Bøge
Målgruppe: Undervisere i musik på mellemtrinnet, 3.-6. klasse
Med udgangspunkt i undervisningsmaterialet ”Musik for mange ører” stiller vi skarpt på arbejdet med toner, rytmer og harmonik. Gennem sang, leg, spil og bevægelse introduceres eleverne for musikkens sprog. Med musikalske værktøjer som rytmesprog og solfa angribes teorien gennem musikalsk udfoldelse.
E3. Inkluderende musikpædagogik v/ Kirsten Thyregod Pedersen
Målgruppe: Musikundervisere i indskolingen, 0.-2. klasse
Kom med på en musikalsk fantasirejse, hvor vi kickstarter din kreativitet gennem lydformning, musik og bevægelse, trommeleg og billeddannelse. En fortælling binder det hele sammen og skaber både struktur og frihed til leg og skabende musikalsk udfoldelse.
Ingen musikalske forudsætninger kræves – kun lysten til at lege, eksperimentere og udforske lyd og bevægelse! Tag med på ”rejsen” og få en værktøjskasse af konkrete aktiviteter med hjem, der kan bruges direkte til din musikundervisning med de yngste elever.
E4. Rytmer og puls for udskolingen v/ Samuel Takyi
Målgruppe: Musikundervisere i udskolingen, 6.-9. klasse
Mit navn er Takyi (Techi), og jeg kommer fra Ghana. Jeg har i mange år arbejdet som træner i rytmik og puls. Når vi trommer, danser, spiller på instrumenter eller rapper, har vi brug for grundlæggende rytmiske færdigheder. Vi skal arbejde med pulsforståelse – pulsfornemmelser på en legende måde.
Vi skal synge, danse, spille trommer og lære en masse spændende ting – alt sammen i en sjov og energifyldt atmosfære. Glæd dig til en workshop fyldt med bevægelse, rytmer og masser af hygge.
E5. Spil Smart – klassisk musikhistorie med sammenspil og komposition v/ Liv Tang Grøndahl Beck
Målgruppe: Undervisere i musik i 5.-8. klasse
Workshoppen tager udgangspunkt i undervisningsbogen ”Klassisk musik – fra enstemmig sang til 4 violiner i hver deres helikopter”, og formålet er at give inspiration til en aktiverende og inkluderende undervisning i klassisk musikhistorie.
Klassisk musik er på mange måder stadig fundamentet for vor tids musik. Det tonale materiale er ofte det samme nu som for flere hundrede år siden. Det at tænke i form, dur/mol, tonalitet, rytmik osv. har vi blandt andre fra den klassiske musiktradition.
Intention er, at vi på workshoppen lytter til klassisk musik, spiller klassisk musik, skriver klassisk musik og efterfølgende faktisk kan huske lidt om udviklingen i den europæiske musikhistorie.