Fagfornyelsen
Bliv klar til de nye fagplaner – i dit fag og på din skole.
Brug CFU og bliv klar til Fagfornyelsen
Læreplaner for folkeskolens fag bliver opdateret til nye og mere enkle fagplaner fra skoleåret 2027/2028.
Vi tilbyder sparring og faglig inspiration til, hvordan de nye fagplaner kan komme til udtryk hos jer – både ind i de enkelte fag og i det brede perspektiv i udviklingen af jeres skole.
Dialogkort til faglige snakke om læremidler om undervisning
Vi faciliterer jeres faglige samtaler
Vores samarbejde med jer kan se ud på mange forskellige måder.
CFU Danmark har udviklet et sæt af faglige dialogkort som et praksisnært værktøj, der hjælper jer med at tale kvalificeret om læremidler og undervisning. Læs mere på cfu.dk.
CFU's pædagogiske konsulenter har også udviklet tre kursusformater, som kan være et godt startpunkt for en nærmere snak om, hvad I har brug for på jeres skole:
-
Workshop: Tag fat på samtalen om læremidler på din skole
En kortere workshop for ledelse, vejledere/ressourcepersoner eller den samlede personalegruppe.
CFU giver en intro til Fagfornyelsen og læremiddelfaglighed og faciliterer en proces med dialogkort om læremidlers rolle i undervisningen.
Workshoppen kan fx se sådan ud:
- Kort intro til fagfornyelsens almendidaktiske grundlag
- Fagligt spot på læremidlers rolle i undervisningen
- Faciliteret proces med dialogkort i 3 runder
- Afrunding og næste skridt.
Praktisk:
Workshop på 2 timer med 1-2 CFU-konsulenter, inkl. 10 sæt dialogkort til din skole.
Pris: Kontakt os for at aftale nærmere.
-
Pædagogisk dag: Fagfornyelsen – inden de nye fagplaner
En pædagogisk dag for den samlede personalegruppe, hvor vi går i dybden med det almendidaktiske grundlag i Fagfornyelsen og faciliterer en proces, der gør jer klar til de nye fagplaner.
Vi arbejder med dialogkort i en kreativ proces, hvor I redidaktiserer og udvider eksisterende læremidler fra skolen, så de peger frem mod en mere varieret og alsidig undervisning.
Dagen kan fx se sådan ud:
- Oplæg om fagfornyelsens almendidaktiske grundlag med afsæt i didaktiske pejlemærker og principper om varieret og alsidig undervisning
- Spot på udvalgte temaer efter aftale
- Tag temperaturen på egen skole, nu hvor Fagfornyelsen banker på
- Fagligt spot på læremidlers rolle i undervisningen
- Faciliteret proces med dialogkort i 2 runder
- Kreativ proces, hvor vi bygger læremidler, redidaktiserer og udvikler varieret og alsidig undervisning.
Praktisk:
Pædagogisk dag på 6 timer med 2 CFU-konsulenter, inkl. 10 sæt dialogkort til din skole.
Pris: Kontakt os for at aftale nærmere.
-
Udviklingsforløb: Den professionelle læringsdialog med afsæt i Fagfornyelsen
Et udviklingsforløb over længere tid for ledelse/vejledere/ressourcepersoner.
Vi sætter særligt fokus på at udvikle jeres professionelle læringsdialog eller didaktiske samtale på skolen. I kan lave afprøvninger i praksis med kollegaer, som kan foregå mellem 3-4 kursusgange.
Udviklingsforløbet kan fx se sådan ud:
- 1. gang: Intro til Fagfornyelsen, proces om læremidler og dialogkort. Fagligt spot på kulturforandring og skoleudvikling. Aftaler om afprøvninger i praksis (3 timer)
- 2. gang: Videndeling og ny viden. Faglige spots på vejledningsteori og procesfacilitering. Aftaler om afprøvninger i praksis (3 timer)
- 3. gang: Læremidlers rolle i undervisningen. Faglig spot på udvikling og redidaktisering af læremidler. Aftaler om afprøvninger i praksis (3 timer)
- 4. gang: Opsamling, evaluering og næste skridt (1 time, evt. online).
Praktisk:
Skoleudviklingsforløb over 4 gange i løbet skoleåret med 1 CFU-konsulent.
Pris: Kontakt os for at aftale nærmere.
Samtalehjulet til den didaktiske samtale
Samtalehjulet – sæt rammen for den didaktiske samtale
Samtalehjulet er et fysisk værktøj, der sætter rammen for lærerteamets didaktiske samtale, skaber struktur og fastholder fokus, når fagfornyelsens intentioner skal omsættes til konkret undervisningspraksis.
Print eller lasercut jeres egne hjul
Samtalehjulet er skabt af tre cirkler, som danner de tre dele. Hvis I har adgang til en lasercutter, giver de lasercuttede ringe et godt taktilt produkt, og ellers kan printede og laminerede cirkler også være en fin løsning.
Filer til print og lasercut kan findes via dette link: https://link.mitcfu.dk/samtalehjulet
Samtalehjulet er lavet med afsæt i de didaktiske pejlemærker og kapacitetsmodellen udviklet af CFU KP.
Sådan bruger I hjulet
-
Trin 1: Sæt et fælles fagligt fokus
Start med at definere, hvad drøftelsen skal handle om. Jeres fokus kan for eksempel være et specifikt indholdsområde fra fagplanen. Dette danner jeres afsæt og placeres i hjulets centrum.
-
Trin 2: Bring de fire didaktiske pejlemærker i spil
Når jeres fokus er sat, drejer I den midterste skive for at undersøge, hvordan I bedst arbejder med emnet gennem fagfornyelsens fire pejlemærker:
- Faglig fordybelse: Skab rammer for, at eleverne fordyber sig i fagets kernestof, både individuelt og sammen. Fokuser på at give plads til faglige spørgsmål, erfaringer og erkendelser, der understøtter engagementet og udvikler konkrete, praktiske færdigheder.
- Elevinddragelse: Gør eleverne til aktive medskabere af undervisningen. Selvom I har det overordnede ansvar, kan I med fordel samarbejde med eleverne om valg af indhold og arbejdsformer, så deres egne erfaringer og perspektiver bringes i spil og åbner for flere deltagelsesmuligheder.
- Praktisk og virkelighedsnært: Lad eleverne opnå faglige erfaringer gennem praktiske, skabende og anvendelsesorienterede aktiviteter. Skab læringsmiljøer i eller uden for skolen, hvor kernestoffets praktiske relevans bliver tydelig for eleverne.
- Faglige og sociale fællesskaber: Tag afsæt i elevernes forskellige styrker og forudsætninger. Tilrettelæg undervisningen, så alle elever får mulighed for at deltage på forskellig vis og derigennem bidrage positivt til både det faglige og det sociale fællesskab i klassen.
-
Trin 3: Undersøg, hvad pejlemærkerne kalder på af forandringer
Når I peger et didaktisk pejlemærke (fx praktisk og virkelighedsnært) ud mod et af de yderste felter, tvinger hjulet jer til at stille skarpt på, hvad det konkret kræver for at lykkes. Stil jer selv spørgsmålene:
- Læringsrum: Hvor skal undervisningen finde sted? Kalder dette fokus på, at I ombygger klasselokalet midlertidigt? Skal I helt forlade skolen og ud i et andet miljø, eller kan I trække virkeligheden ind på skolen?
- Organisering: Hvordan strukturerer I jer? Kræver det, at I bryder den daglige skemastruktur op eller fordeler lærerressourcerne anderledes? Er det en ændring, I selv kan håndtere internt i teamet, eller kalder det på en bredere drøftelse med ledelsen og kollegiet om generelle organisatoriske forandringer?
- Læremidler: Hvilke materialer har I brug for? Her gælder den brede læremiddelforståelse, som betyder, at alt fra et digitalt fagsystem til et nærliggende skovområde eller blot pind og papir kan betragtes som et læremiddel, forudsat at det understøtter læringen.
- Kompetencer: Hvad kræver dette af de mennesker, der er i rummet? Hvilke faglige, sociale eller personlige kompetencer kalder det på hos eleverne? Og hvilke didaktiske eller faciliterende kompetencer kræver det af jer som lærere?