Arbejd med digitale billeder i billedkunst
I denne artikel finder du forslag til digitale værktøjer, som det giver god mening at arbejde med i billedkunst.
På linket her finder du en Padlet med yderligere links og inspiration til arbejdet med værktøjerne: kortlink.dk/2c8hp
Photopea
I billedkunst arbejdes ofte med digital billedredigering. Det kan både være i forløb om foto, og det kan også sagtens indgå i mere tematiske forløb - fx i et forløb om selvportrætter. Her kan værktøjet Photopea anvendes, som findes på SkoleTube. Brugerfladen er overskuelig og minder om en light-udgave af Photoshop. Fordelen ved Photopea er, at programmet ligger i skyen og ikke skal downloades til computeren, så elever med Chromebooks også kan bruge værktøjet. På Skoletubeguide.dk finder du vejledninger til brug af programmet samt idéer til brug i undervisningen.
Photopea kan også bruges til at arbejde med vektorgrafik og illustrationer. På den måde kan det også anbefales til arbejdet med fx plakatkunst, brochurer eller til arbejdet med grafisk design.
Alternativer til Photopea kan være Pixlr eller GIMP.
Stop Motion Studio & FILM-X Animation
En nem måde at komme i gang med at arbejde med levende billeder i billedkunst kan være at arbejde med stop-motion. Stop-motion kaldes også flyttefilm, fordi filmene består af en række billeder, hvor der fra billede til billede flyttes en lille smule på de figurer, der optræder. Du kender måske teknikken fra filmene om Pingu eller Cowboy, Indianer og Hest.
Til arbejdet med stop-motion kan anbefales at anvende værktøjet Stop Motion Studio, der er en app, som er gratis - men som har tilkøb i app’en. Har skolen SkoleTube, kan man få den fulde udgave gratis. Du kan finde vejledninger til at komme i gang med værktøjet på Skoletubeguide.dk.
Et alternativ til Stop Motion Studio kan være FILM-X Animation, som især henvender sig til børnehaveklassen og indskolingen. Der findes inspiration til arbejdet med værktøjet på Det Danske Filminstituts hjemmeside.
Brush Ninja
En GIF er en forkortelse for “Graphics Interchange Format” og dækker over en bestemt filtype, som bliver brugt til små korte sammenførelser af billeder. En GIF får en række billeder til at ligne en video, der kører i loops, men kan ikke afspille lyd. GIFs bruges ofte på sociale medier, hvor de er blevet et alternativ til smileys/emoticons, da de bruges hyppigt som reaktionsværktøj. I billedkunst er de også relevante som eksempel på en udtryksform fra den visuelle kultur.
Værktøjet Brush Ninja er et nemt og super-intuitivt værktøj, som lader dine elever arbejde med GIFs i undervisningen. Værktøjet ligger tilgængeligt online, hvorfor det både kan bruges på Mac, PC og Chromebooks.
Brushes Redux (app, iOS)
Hvis dine elever skal arbejde med at tegne digitalt, så kan app’en Brushes Redux anbefales. App’en er gratis, og der er ingen reklamer i app’en. Det kan være en fordel at bruge en stylos, når eleverne skal tegne på fx iPad’en, så det bliver mere præcist. En stylos er en pen (typisk lavet af hårdt plast), der bruges som skrivepen, pegepen og pegepind til tablets og computere med trykfølsomme skærme.
WeVideo
I arbejdet med levende billeder i billedkunst giver det også god mening, at eleverne arbejder med egentlig video. Det kan gøres på et væld af måder, fx små film, hvor eleverne eksperimenterer med fx lys/skygge, kontraster, farver, tempo i videoen, lyd og musik, klipning eller andet. Men det kan også være i egentlige forløb, hvor eleverne producerer film ud fra et bestemt tema eller genre.
WeVideo er et videoredigeringsprogram, som ligger tilgængeligt på SkoleTube. Det kan både bruges til at redigere almindelige film og til andet, fx til arbejdet med green screen.
Vil du have mere faglig inspiration?
Denne artikel er også udgivet i vores kursusmagasin Praksis.
I magasinet Praksis finder du spændende faglige artikler, interviews, tips til læremidler til din undervisning samt vores aktuelle kurser og konferencer.
Denne artikel er udgivet i Praksis 7, 2021.