PLC inviterede til Læringsbazar på Bjergmarkskolen
Inspiration til PLC-indsats: Skoleåret for Bjergmarkskolens næsten 100 lærere begyndte noget anderledes med et festfyrværkeri af en læringsbazar.
Af Anja Birkedal Nyhave, pædagogisk leder på Bjergmarkskolen og Rikke Egeberg, PLC-konsulent, CFU Absalon
Foto: Bjergmarkskolen / Hanne Hellisen
Inspiration til PLC-indsats: Skoleåret for Bjergmarkskolens næsten 100 lærere begyndte noget anderledes i år med et festfyrværkeri af en læringsbazar, hvor skolens PLC i samarbejde med pædagogisk leder Anja Birkedal Nyhave havde arrangeret 2 timer til faglig og pædagogisk inspiration til undervisning og samarbejder i det nye skoleår.
”Vi ville gerne give vores lærere og de faglige samarbejder et boost fra skoleårets start. Vi kan og skal blive bedre til at se og benytte os af de mange kompetencer og faglige samarbejdsflader, som vi både har internt på skolen og i Holbæk Kommune. For vi har så mange muligheder, og vi ved og kan rigtigt meget. Sammen kan vi endnu mere”, fortæller Anja Birkedal Nyhave.
Foto: Bjergmarkskolen / Hanne Hellisen
Idéen opstod lokalt med det formål at gøre det mere synligt for skolens lærere, hvordan skolens pædagogiske læringscenter (PLC) kan understøtte dem i deres undervisning. Bjergmarkskolens PLC består af en bred palette af faglige vejledere. Sammen med Fagcentret Læring og Trivsel udviklede konceptet sig til at omfatte i alt 24 spændende stande.
Læringsbazaren fungerede som en messe, hvor lærerne gik rundt til forskellige stande for at få inspiration til undervisning, aktiviteter og samarbejder i det kommende skoleår. Bazaren blev afholdt på skolen, og der var rig mulighed for at have faglige dialoger, videndele og inspirere. Der var både interne og eksterne faglige vejledere, eksterne samarbejdspartner i kommunen og faglige repræsentanter til stede på Bjergmarkskolen – herunder naturligvis CFU. Her var der rig mulighed for at fortælle om alle mange de tilbud og muligheder, som lærerne kan benytte i deres undervisning, og lærerne kunne stille spørgsmål og lave konkrete aftaler.
Opbakningen til arrangementet og hjælpen har været stor, fortæller Anja.
Özgür Kayhan. Foto: Bjergmarkskolen / Hanne Hellisen
”Det har været et megagodt arrangement, hvor der virkelig var en fed messestemning”, fortæller Özgür Kayhan, der er danskvejleder på skolen og havde en stand sammen med sin kollega.
”Jeg havde en masse gode snakke med mine kollegaer, de var nysgerrige og spørgelystne, og jeg kunne fortælle, hvad vi kan tilbyde. Det betød også, at jeg og min kollega fik en masse aftaler med forløb i hus for skoleåret.”
Styrker samarbejder ud af huset
”De eksterne samarbejdspartner i Holbæk Kommune, som deltog, har vi allerede relationer til og bruger på Bjergmarkskolen. Men vi vil gerne sprede budskabet og gøre vores samlede lærergruppe mere opmærksomme på at indtænke og gøre brug af de mange gode undervisningstilbud og læringsrum, der er rundt om i kommunen”, fortæller pædagogisk leder Anja Birkedal Nyhave.
Foto: Bjergmarkskolen / Hanne Hellisen
”Læringsbazaren var et hyggeligt arrangement, og det var dejligt at kunne gå rundt og snakke og lytte til de fremmødte. Jeg blev bestemt inspireret til at lave nye ting med mine elever, og det var en god måde at møde de mange tilbud, vi har mulighed for at bruge og indtænke i vores undervisning og årsplaner”, fortæller Camilla Holdt, lærer fra Bjergmarkskolen, som blandt andet underviser i engelsk og matematik.
På Bjergmarkskolen er de ikke i tvivl om, at de gerne gentager Læringsbazaren næste år.
Grafik: Bjergmarkskolen
Vil du have mere faglig inspiration?
Denne artikel er også udgivet i vores kursusmagasin Praksis.
I magasinet Praksis finder du spændende faglige artikler, interviews, tips til læremidler til din undervisning samt vores aktuelle kurser og konferencer.