Gå til hovedindhold

Nye formater i kursuslandskabet

CFU Online - bliv opdateret på afgangsprøverne, når det passer dig.

Af Elsebeth Sørensen, CFU-leder

I CFU arbejder vi hele tiden på at udvikle og tilbyde nye kursusformater. Under nedlukningerne arbejdede vi med virtuelle åbent hus-arrangementer, virtuelle netværksdage, virtuelle fagteammøder osv. Fra at det var formater, vi tænkte, ville være en god idé at udbyde, opstod der et behov for den type formater. Undervejs var der også kommuner, som efterspurgte prøvekurser online. Den efterspørgsel blev startskuddet til at udvikle en MOOC, som i første omgang indeholder den mundtlige prøve i dansk, engelsk, tysk, naturfag og  matematik.

Begrebet MOOC står for Massive Open Online Courses, der gør læring tilgængelig for alle, uanset hvor man befinder sig geografisk. En MOOC er et online kursus inden for bestemte fagområder. MOOC’en kan bygges op synkront eller asynkront – de fem kurser, vi i første omgang har udarbejdet, er asynkrone, dvs. kursisten bliver ført igennem kurset ved hjælp af video, PowerPoint, billeder, refleksionsopgaver, øvelser, inspiration til egen undervisning etc. 

Hvad får man adgang til som kursist?

Kurset er bygget stringent op, så kursisten bliver ført sikkert gennem kurset. Der vil være en intro til kurset med information om opbygningen og mulighederne. Kurset er opdelt i kapitler, fx et kapitel, der omhandler kriterier for vurdering. Kursisten kan dermed altid vende tilbage til dette kapitel, når vedkommende har brug for det. Der vil være et kapitel med refleksionsopgaver, et kapitel med eksempler på dispositioner til prøven etc. Desuden vil der være links til UVM-publikationer - prøvebekendtgørelser o.lign. Der vil være ressourcer, som frit kan downloades, mens kursisten har adgang til MOOC’en, såsom huskelister til læremidler, der kan anvendes til forskellige temaer.

Når man tilmelder sig kurset, får man en personlig adgangskode, så man kan logge ind på kurset i en 4-6 ugers periode. Det betyder, at der er en stor fleksibilitet for kursisten i, hvor og hvornår man vil tage kurset.

Da kurset som skrevet er asynkront, kan kursisterne efterfølgende kontakte konsulenten i faget og drøfte områder fra indholdet i MOOC’en. Der er også mulighed for at aftale et opfølgende fagteammøde med konsulenten i det pågældende fag, og det er gratis på Zoom og på et af vores campusser.

Vi udbyder naturligvis stadig prøvekurser på vores campusser, eller hvis I samler en gruppe på skolen/i kommunen.

Ny online kursusplatform

På cfuonline.pha.dk kan du deltage i onlinekurser i bl.a. afgangsprøver. Bliv opdateret, få inspiration og en øjenåbner for nye læremidler, der kan understøtte dit arbejde.

Du kan deltage, når det passer ind i din hverdag, splitte det op eller tage dele igen.

Tag kurset alene eller brug det sammen med teamet til at få et fælles afsæt og fælles arbejde med  afgangsprøverne.

Vil du have mere faglig inspiration?

Denne artikel er også udgivet i vores kursusmagasin Praksis. 

I magasinet Praksis finder du spændende faglige artikler, interviews, tips til læremidler til din undervisning samt vores aktuelle kurser og konferencer. 

Læs med her.

Forside af bladet Praksis 7 2021

Denne artikel er udgivet i Praksis 7, 2021.