Gå til hovedindhold

Læsevejlederkonference 2024

Sæt en dag af til ny faglig viden og inspiration til dit arbejde som læsevejleder.

Tilmelding

Tilmeld dig her senest d. 23. september og herefter så længe, der er ledige pladser.

Tid: 31. oktober 2024 kl. 09.00-15.40
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde, Trekroner Forskerpark 4, 4000 Roskilde
Pris: 1.550 kr. inkl. moms

Spørgsmål? Kontakt CFU's kursusadministration på kursus@pha.dk eller tlf. 72481930 (kursusnr. R24-114). 

Program

09.00-09.10   Velkomst 

09.10-10.00   AI i skolen – hvorfor? v/Tine Wirenfeldt Jensen, ph.d. i læring og uddannelse

10.00-10.15   Pause

10.15-11.15   Børnenes virkelighed og bøger v/Dennis Glintborg, forfatter og medstifter af Manuskriptskolen for Børnefiktion

11.15-11.30   Pause

11.30-12.00   Alle ord tæller 

12.00-12.30   Nyt fra Nationalt Videncenter for Læsning v/Anna Karlskov Skyggebjerg, leder for Nationalt Videncenter for Læsning 

12.30-13.30   Frokost 

13.30-14.50   Temagrupper

14.50-15.10   Pause

15.10-15.40   Læsevejledning anno 2024 – spot på gode titler v/Lena Bülow-Olsen, konsulent og forfatter 

Oplæg

AI i skolen – hvorfor?

v/Tine Wirenfeldt Jensen, ph.d. i læring og uddannelse

Skolen er på flere planer blevet udfordret af kunstig intelligens i form af chatbots.

Giver lektier overhovedet mening længere?

Skader det den gode lærer-elev-relation, når mistanken om snyd fylder meget? 

Hvis chatbots opfattes som snydemaskiner, der stjæler muligheden for læring fra eleverne,  hører de så hjemme i skolen?

Chatbots rummer et stort pædagogisk potentiale for at understøtte læringsprocesser på nye måder og ikke mindst for at give flere elever bedre muligheder for at udtrykke sig sprogligt.

Overordnet set kan man sige, at vi lige nu fristes til at skælde eleverne ud, når de bruger chatbots til at undgå at lære, mens ingen viser dem, hvordan de kan bruge dem til at lære med. Det kræver støtte fra en voksen med både faglig og pædagogisk indsigt at bruge chatbots til at understøtte læring, og i det arbejde kan læsevejledere spille en vigtig rolle.

Børnenes virkelighed og bøger

v/Dennis Glintborg, forfatter og medstifter af Manuskriptskolen for Børnefiktion

Nogle gange virker det, som om børns hverdag kun handler om TikTok, YouTube og Fortnite. Men der er stadig masser af læseglæde, hvis bare bøgerne er relevante for børnenes liv. 

Derfor er det vigtigt, at vi forstår børnenes virkelighed. 

For hvordan er det egentlig at være barn i 2024? Hvad sker der, når de har fri fra skole? Når de er alene? Og når de er sammen med deres venner? 

Og hvordan kan du bruge denne viden til at udvælge og formidle interessante bøger fremadrettet? 

Alle ord tæller 

CFU er sammen med bl.a. DR og centralbibliotekerne med i projektet “Alle ord tæller”, hvor der skal udvikles og afprøves metoder, indsatser og redskaber for at styrke læselysten og læsekulturen for danske børn. I oplægget får I en kort præsentation af Embodied reading og eksempler på nye læremidler i mitCFU.dk, som understøtter projektets intention om at give eleverne gode læseoplevelser.

Nyt fra Nationalt Videncenter for Læsning

v/Anna Karlskov Skyggebjerg, leder for Nationalt Videncenter for Læsning 

Anna Karlskov Skyggebjerg er ny centerleder for Nationalt Videncenter for Læsning. Hun vil i dette oplæg informere om og gøre os klogere på vigtige og nye projekter i centeret.

Læsevejledning anno 2024 – spot på gode titler

v/Lena Bülow-Olsen, konsulent og forfatter 

Igen i år vil Lena Bülow Olsen udvælge og præsentere aktuelle titler, som er relevante for dit arbejde som læsevejleder.

Temagrupper

1. Kunstig intelligens og elever med læse- og skrivevanskeligheder v/Trine Gandil, lektor, Københavns Professionshøjskole
Hvordan kan AI bruges i forhold til elever med læse- og skrivevanskeligheder? AI er meget andet end korrekturlæsning og færdigskrevne tekster. Kom og vær med til at afprøve, diskutere og tage stilling til potentialet i AI for denne elevgruppe. I workshoppen har vi hands-on, og du får afprøvet mange forskellige såkaldte prompts. Så husk din pc og læs nedenstående vigtige information.

Vigtigt: Forud for workshoppen skal du oprette en (gratis) konto på openai.com til ChatGPT og gerne installere en ChatGPT-app på din telefon. Workshoppen har fokus på det didaktiske potentiale, men vi diskuterer kort, hvordan man forholder sig til elevernes datasikkerhed.

2. Supplerende undervisning som forberedende undervisning v. Maria Kjellin Tinggaard og Trine Nobelius, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Hvordan kan supplerende undervisning i mindre grupper organiseres, så den forbereder elever med læsevanskeligheder på den forestående almene læseundervisning og derigennem giver dem øgede deltagelses- og læringsmuligheder i klasseundervisningen?

3. Hvordan kan vi få eleverne til at skrive (mere) i alle fag? v/Lise Overgaard, lektor, Professionshøjskolen Absalon
Denne workshop er funderet i erfaringerne fra projektet “Lolland Skriver”, som er et 4-årigt udviklingsprojekt, hvor vi følger elever og lærere fra 5. til og med 8. klasse. Du vil på workshoppen blive præsenteret for begrebet skrivning for læring og low risk writing. Derudover vil du stifte bekendtskab med nogle af de tiltag, som er blevet implementeret på skolerne i Lolland Kommune (5.-7. klasse), og som er meget nemme direkte at overføre til andre skoler og klasser. Projektet har vist, at det er forholdsvis let at få eleverne til at ændre skrivekultur.

4. Vejledning der skaber forandring v/Maria Ulrik Pedersen, pædagogisk konsulent, CFU Absalon
Hvordan kan din vejledning engagere lærerne og skabe positive forandringer i praksis til gavn for eleverne? 

Dette spørgsmål går vi tæt på i denne workshop, hvor du får en kort præsentation af vejledningens landskab. Vi vil afprøve Ydmyg spørgen og Gamemaster-modellen som greb til at facilitere vedkommende vejledningssamtaler, der skaber rum for refleksion og konkrete handlinger i praksis.

Arrangører

Maria Ulrik Pedersen (maup)

Pædagogisk konsulent
Center for Skole og Læring
Vordingborg

Susanne Hansson (suh)

Pædagogisk konsulent
Center for Skole og Læring
Vordingborg