Gå til hovedindhold

Musikfagets dag 2023

En hel dag i musikkens tegn med praksisnær inspiration til din undervisning - til alle klassetrin.

Tilmelding

Tilmeld dig her senest d. 5. oktober 2023 og derefter, så længe der er ledige pladser. 

Tid: Torsdag den 9. november 2023 kl. 8:30-15:30
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde, Trekroner Forskerpark 4, 4000 Roskilde
Pris: 1.600 kr. inkl. forplejning. Inkluderet i prisen er et gratis materiale fra Dansk Sang, hvis muligt relateret til workshops. 

Husk at tjekke, om du skal medbringe noget, fx iPad, høretelefoner, instrumenter m.m.

Spørgsmål? Kontakt CFU's kursusadministration på kursus@pha.dk eller tlf. 72481930 (kursusnr. R23-133).

Program

08:30-09:00   Ankomst og morgenmad

09:00-09:15   Velkomst v/ CFU Absalon

09:15-09:40   Morgensang v/ Liv Tang Beck

09:40-10:00   Pause      

10:00-12:00   Workshop F1-F2-F3-F4-F5 

12:00-13:00   Frokost og udstilling

13:00-15:00   Workshop E1-E2-E3-E4-E5 

15:10-15:30   Fælles optur v/ Kim Barkenskjold Andersen, Anders Møller og Kirsten Seidenfaden

Hele dagen vil der være udstillinger fra forlag. Der vil være særlige tilbud i direkte salg med betaling via MobilePay.

Workshops F1-F2-F3-F4-F5:

F1 Op på noderne v/ Anders Møller, underviser og musiker
Målgruppe: Undervisere i musik i indskolingen, 0.-4. klasse 

Op på noderne er et helt nyt undervisningssystem for musikbegyndere, som på alsidig og legende vis skal lære eleverne i indskolingen om de forskellige begreber og elementer, som musikken består af. Med sang som udgangspunkt arbejder vi med opgaver, der tilgodeser elevernes forskellige læringsstile. Du kommer op på noderne.

F2 100 tanker v/ Kirsten Seidenfaden, adjunkt på DKDM
Målgruppe: Undervisere i musik på mellemtrinnet og udskolingen

Alle børn tænker. Mange børn tænker meget. Nogle børn tænker ALT for meget.
Bogen 100 tanker er skrevet med børn, der tumler ekstra meget i deres hverdag. Det kan være omkring emner som ensomhed, overtænkning, sorg, angst, mobning osv. 
Denne workshop tager udgangspunkt i bogen 100 tanker. Workshoppen indeholder også konkrete værktøjer til, hvordan du som omsorgsperson og lærer kan tale om emner, der ikke altid er lige nemme at tage hul på. Instruktørerne er familievejleder Christina Abildgaard og komponist Kirsten Juul Seidenfaden. Du skal igennem et udpluk af sangene, og hvordan de kan bruges som udgangspunkt for dybere refleksion med klassen. Derudover skal vi på workshoppen omkring, hvordan man kan skabe en omsorgsfuld samtale med børn, der mistrives.

F3 Spil smart - fra bevægelsessange til sammenspil v/ Liv Tang Grødal Beck, lektor i musik, Professionshøjskolen Absalon 
Målgruppe: Undervisere i musik i indskolingen, 0.-3. klassetrin

Vi skal synge, danse, spille og finde på - og for det meste det hele på én gang! Vi arbejder med konkrete, elevinvolverende undervisningsmaterialer, som kommer rundt om faget i indskolingen. Materialerne er udviklet af to musiklærere med mange kilometer i benene på gulvet i et musiklokale. Der vil være det hele fra bevægelseslege til sammenspil. Vel mødt! Læs mere om indskolingsmaterialerne på spil-smart.dk.

F4 Syng og dans v/ Kim Barkenskjold Andersen, underviser på friskole og DKDM
Målgruppe: Undervisere i musik i indskolingen og på mellemtrinnet, 0.-6. klassetrin

På dette hold skal vi synge og danse en hel masse. Nye, gamle, danske og udenlandske sanglege, fællesdanse, folkedanse og dansesange. Små hurtige danse til at få musiktimen i gang eller til at slutte en time af med. Lidt længere danse, der kan bruges som hovedindholdet i en musiktime eller i et længerevarende danseforløb. Alle danse er lige til at bruge hjemme på skolen. Hvis du gerne vil lære nye fællesdanse og have opfrisket nogle, du kender, men glemmer at bruge, så er dette hold noget for dig.

Det kræver ingen forkundskaber at deltage - kun lysten til at synge og danse.

F5 Makermusik v/ Kristian Hjuler, pædagogisk konsulent, CFU Absalon
Målgruppe: Undervisere på mellemtrin, udskoling og valgfag

Denne workshop giver dig en spændende makertilgang til musikundervisningen ved at lære at bygge dine egne musikinstrumenter ved hjælp af genbrugsmaterialer og enkle elektroniske komponenter. Gennem praktisk byggeri og eksperimentering vil du opnå en dybere forståelse for musikinstrumenters struktur og lydproduktion samtidig med, at du udfolder dine kreative potentialer. Ved denne fysisk kreative tilgang til musikundervisningen vil du og senere dine elever opnå en dybere forståelse for musikinstrumenters virkemåde og samtidig have fingrene i materialerne og ører for lydene. Workshoppen er åben for alle, uanset musikalsk erfaring eller teknisk viden.

Workshop E1-E2-E3-E4-E5:

E1 Sammenspil på mellemtrinnet - uden trommesæt v/ Anders Møller, underviser og musiker
Målgruppe: Undervisere i musik på mellemtrinnet

Er du udfordret over at skulle aktivere 22-27 børn i musiktimerne? Var det noget med en effektiv fremgangsmåde til at lave sammenspil på? Vi skal lave sammenspil på en enkel, overskuelig måde med et højt aktivitetsniveau for alle elever på én gang. For at komme godt i gang arbejder jeg med en effektiv fremgangsmåde: En slags ”3-trins-raket”, som hedder: Sang – Rytme – Akkorder. En sikker måde at få alle med fra starten! 

På workshoppen skal vi spille og synge sange med få akkorder, som er overskuelige at spille. Jeg vil vise nogle enormt enkle bas- og guitar-figurer, som kan overføres direkte til eleverne. Sammenspil uden trommesæt klinger underligt i manges ører. Tag ikke fejl. Det virker! Og det virker fantastisk! Trommesættets rolle er overtaget af baljer, cajon, shakere, tamburiner og andet percussion. Bas, guitarer og keyboards spiller hver især deres små figurer, som tilsammen fungerer lækkert. Og nu med blokfløjter – det nye sort. Vi ses!

E2 Skab dig v/ Kirsten Seidenfaden, adjunkt på DKDM
Målgruppe: Undervisere i musik i indskolingen

På denne workshop får du idéer og materialer, der får dig og børnene ind i musikalsk skabende processer. Der er sange, lege og øvelser, du kan tage direkte med hjem og bruge. Nogle af de mål, der er tænkt ind i materialet, er at styrke børns skaberlyst med kroppen, med instrumenterne og med stemmen. Det gør vi ved hjælp af puls, sange og lege; ved at bruge sproget som redskab med rim, remser og historiefortælling. Materialet er enkelt og kræver hverken digitale værktøjer eller køb af nye instrumenter. Vi kan nemlig bruge det, I har hjemme på skolerne!  

E3 Ozzy er ny i musikken v/ Riivo Sarapik,  lærebogsforfatter, illustrator og spildesigner
Målgruppe: Undervisere på mellemtrin, 2.-5. klassetrin

"Ozzy er ny i musikken" er et undervisningskoncept, hvor børn lærer at læse noder gennem leg, øvelser og sang.
Konceptet understøtter den naturlige nysgerrighed, som findes hos børn, og inkluderer bøger, musikvideoer, computerspil, sange, sammenspilsnumre og underholdende øvelser. I denne workshop får du overblik og viden om, hvordan du bruger materialerne på en sjov og engagerende måde. Jeg vil også dele mine tanker bag konceptet, herunder om motivation, humor og leg i læring. Vi skal selvfølgelig også synge og spille og se, om vi kan finde tonerne i computerspillet.
 
E4 Valgfaget i musik v/ Stefan Teilmann Laub Nielsen, lektor, Professionshøjskolen Absalon

Målgruppe: Undervisere i  udskolingen og på valgfagshold

Workshoppen tager udgangspunkt i "Valgfagsbogen". Det bliver en "kom i gang"-inspirations- og netværkspræget workshop, hvor udgangspunktet er praktiske eksempler fra bogen, oplæg/spørgsmål/debat og netværksdannelse. Workshoppen vil have mest fokus på indhold i undervisningen frem for prøven i musik - så du går glad hjem.

E5 Alle tiders sange v/ Kim Barkenskjold Andersen, underviser på friskole og DKDM
Målgruppe: Undervisere på mellemtrin

Hver sang hører til en særlig tid, og det er hensigten med materialet, at eleverne - udover at synge og spille sangene - får et større kendskab til de forskellige tider og særlige mærkedage. Til hver sang hører der musikfaglige aktiviteter som fx flerstemmig sang, sammenspil, dans, musikanalyse, lydformning eller komposition. I denne workshop får du præsenteret og lært lidt af det hele, så du kan synge sangene eller bruge længere tid på den enkelte sang ved at bruge de medfølgende musikfaglige aktiviteter i musikundervisningen efterfølgende.

Arrangør

Mirjam Hoel Nielsen (mihn)

Pædagogisk konsulent
Center for Skole og Læring
Vordingborg