Samfundsfagslærernes dag 2027: Ulighed – en skævvredet virkelighed?
Tag med til en dag med faglig inspiration, aktuelle analyser og konkrete input til din samfundsfagsundervisning.
En lille elite ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning tilsammen. Hvor lige eller ulige er vi så egentlig i Danmark? Hvad kan der gøres, og hvad skal vi gøre?
Denne dag dykker vi ned i forskellige aspekter af ulighed både nationalt og globalt, samt hvordan du kan undervise i dette.
Papirtårnet i Silkeborg ses i baggrunden, som er bygget på den grund, hvor papirfabrikken lå. Papirfabrikkens grundlægger fik bygget arbejderboliger, og det er dem, vi ser i forgrunden. Mellem dem kan vi skimte en af fabriksbygningerne. Hele området er renoveret og er et eksklusivt sted at bo i Silkeborg.
Få besked
Få besked, når tilmeldingen åbner:
Tid: Onsdag d. 17. marts 2027 kl. 9.00-16.00
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde, Trekroner Forskerpark 4, 4000 Roskilde
OBS: Konferencen afholdes også d. 16. marts 2027 hos VIA CFU, Campus Aarhus C.
Vi tager forbehold for ændringer.
Program
9.00 - 9.35
Ankomst, kaffe/the og brød – mød forlagene
9.35 - 9.40
Velkomst
9.40 - 10.25
Økonomisk ulighed som indhold i og vilkår for samfundsfagsundervisningen v/ Daniel Panduro, lektor, Københavns Professionshøjskole
10.25 - 10.40
Pause og lynvisit ved forlagene
10.40 - 11.35
Stigende ulighed i Danmark har vidtrækkende konsekvenser v/ Sune Caspersen, chefanalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
11.35 - 12.30
Frokost
12.30 - 13.30
Workshop runde I
13.30 - 13.55
Bazar og kaffe
13.55 - 14.55
Workshop runde II
14.55 - 15.00
Kort pause
15.00 - 15.55
Global ulighed i aktuelt og historisk perspektiv v/ Christian Olaf Christiansen, professor i idéhistorie, Aarhus Universitet
Oplæg
Økonomisk ulighed som indhold i og vilkår for samfundsfagsundervisningen
v/ Daniel Panduro, lektor, Københavns Professionshøjskole
Økonomisk ulighed er to ting på én gang i samfundsfag: Et fagligt emne, vi underviser i, og et vilkår, der også er til stede blandt eleverne i klassen. Oplægget giver konkrete eksempler fra undervisningen og diskuterer, hvordan du kan være fagligt ambitiøs med emnet uden at udstille de elever, der selv mærker uligheden.
Stigende ulighed i Danmark har vidtrækkende konsekvenser
v/ Sune Caspersen, chefanalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Over de seneste fire årtier har uligheden i indkomster været støt stigende i Danmark. Tempoet i toppen af samfundet blandt de rigeste overgår nemlig alle andre, selvom de fleste har oplevet velstandsfremgang over længere tid. Det skyldes ikke mindst en høj koncentration af formuer på få hænder, hvis betydning kun er blevet endnu vigtigere for ens muligheder i livet. Med den stigende ulighed ændrer vores samfund sig i retning af større opdeling geografisk og socialt og en mere udtalt social arv.
Global ulighed i aktuelt og historisk perspektiv
v/ Christian Olaf Christiansen, professor i idéhistorie, Aarhus Universitet
En lille elite ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning tilsammen. Statsministeren er bekymret for de enorme forskelle, og FN har sat alle sejl ind på at gøre en ende på dem. Men det er fortsat i høj grad vores nationalitet og pas, der afgør, hvilke muligheder vi har i verden.
Uligheden opstår, allerede inden vi bliver født. I dette foredrag vil Christian Olaf Christiansen, der har forsket i global ulighed i en længere årrække, introducere til den aktuelle forskning i global ulighed. Han vil præsentere både idéhistoriske og samfundsvidenskabelige perspektiver, fortælle om sine egne møder med global ulighed, og hvor nogle af de vigtigste diskussioner er henne i dag.
Christian Olaf Christiansen deltog i juni 2026 i den afsluttende paneldebat ved World Inequality Conference sammen med bl.a. Thomas Piketty.
Workshops
A: Til kamp mod nyhedstrætheden – sådan styrker vi unges tro på fremtiden
v/ Thomas Ravn-Pedersen, direktør, Verdens Bedste Nyheder
På workshoppen får du et helt nyt undervisningsmateriale fra ”Verdens Bedste Nyheder ” med nuancer og konstruktivt syn på verden. Du får highlights fra FN’s og 2030-panelets seneste rapporter om ulighed. Med verdensmålene aftalte verdens lande, at vi skal reducere ulighed i og mellem lande. Hvordan går det med det i Danmark og i verden?
B: ”Broens sorte økonomi” – et undervisningsforløb, der kaster lys på ny ulighed på arbejdsmarkedet
v/ Jens Kierkegaard, uddannelseskonsulent, 3F
Få indblik i et undervisningsforløb, der handler om det danske arbejdsmarked. Fra fritidsjob til voksen.
På workshoppen vil du høre om baggrunden for forløbet. Få en introduktion til det, og mest af alt vil vi afprøve materialet, der er udarbejdet, så det er let og tilgængeligt at bruge i undervisningen.
C: Ulighed i Danmark – gå på opdagelse og find de rigtige tal i Statistikbanken
v/ Jakob Christian Solander, specialkonsulent, Danmarks Statistik
Statistikbanken er en guldgrube af troværdige tal om Danmark og danskerne. På workshoppen dykker vi ned i, hvad tallene viser om indkomstfordeling: Hvordan finder man de relevante tal, og hvordan kan de bruges til at nuancere undervisningen om ulighed i Danmark?
Medbring en bærbar computer til denne workshop.
D: Tænk kritisk – en systematisk og praksisnær tilgang til kritisk tænkning i samfundsfag
v/ Magnus Pade Nørgaard, lærer, lærebogsforfatter og kursusholder
Workshoppen handler om, hvordan du kan arbejde systematisk med dine elevers evne til at tænke kritisk i samfundsfag. Til workshoppen skal du arbejde med 3 udvalgte aktiviteter fra bogen:
- En dilemmaaktivitet om økonomi
- ”Hvem har ansvaret?” – en aktivitet om magt
- Et tankeeksperiment om ulighed og retfærdighed.
Derudover præsenteres du for en didaktisk tilgang til kritisk tænkning i undervisningen.