Gå til hovedindhold

Matematik i marts 2026

Vær med, når vi sætter fokus på forskellige didaktiske greb til at gøre matematikundervisningen endnu mere spændende og meningsfuld for eleverne.

Kære matematiklærer i Region Sjælland
For 16. gang afholder vi vores traditionsrige ’Matematik i marts’.

I år sætter vi fokus på forskellige didaktiske greb til at gøre matematikundervisningen endnu mere spændende og meningsfuld for eleverne. 

Dagen kommer til at indeholde inspirerende oplæg, og der vil være lejlighed til kollegiale faglige diskussioner, praksisnære workshops og diskussion med læringskonsulent fra ministeriet.

Der vil være udstilling af aktuelle læremidler til matematik fra forskellige forlag.

Tilmelding

Kommer snart!

Tid: Torsdag den 26. marts 2026 kl. 8.30-16.00
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Slagelse, Sdr. Stationsvej 30, 4200 Slagelse

Spørgsmål? Kontakt CFU's kursusadministration på kursus@pha.dk eller tlf. 72481930. 

Program

08.30-09.00   
Kaffe m. morgenbrød

09.00-09.10   
Velkomst

09.10-10.25   
Regnestrategier som udgangspunkt for kreativ tænkning og spændende udfordringer i matematikundervisningen v/ Lóa Björk Jóelsdóttir, ph.d. og docent, VIA

10.25-10.55   
Refleksion, kaffe/te med nødder og frugt samt mulighed for at tale med forlagene

10.55-11.55   
”Ind imellem kan et emne være spændende …” v/ Bent Lindhardt, lektor emeritus

12.00- 13.00   
Frokost og mulighed for at tale med forlagene

13.00-14.30   
Workshops:

  1. Udvikling af adaptiv ekspertise frem for rutine-ekspertise v/ Lóa Björk Jóelsdóttir, ph.d. og docent, VIA
  2. Hvordan gør vi brøker til et spændende emne? v/ Bent Lindhardt, lektor emeritus 
  3. Når algebraisk symbolsprog giver mening v/ Line Maj Møller, grundskolelærer og matematikvejleder
  4. Skab mening og dannelse med matematik v/ Jens K. Nielsen og Mads Bockelund, grundskolelærere
  5. Matematik, der fanger – og giver mening v/ Line Engsig, underviser på læreruddannelsen og EVU (adjunkt), tidlige folkeskolelærer, matematikvejleder og kommunal matematikkonsulent

14.30-14.45   
Kaffepause

14.45-15.15   
Mød læringskonsulenten – spørgsmål til og svar fra læringskonsulenten samt kort nyt v/ Anne Krab, læringskonsulent

15.20-15.55   
Mere praksisfaglig undervisning – hvordan? v/ Malis Ravn, lektor og ph.d.-studerende

15.55-16.00   
Tak for i dag.

Hovedoplæg

Regnestrategier som udgangspunkt for kreativ tænkning og spændende udfordringer i matematikundervisningen

v/ Lóa Björk Jóelsdóttir, ph.d. og docent, VIA 

Både dansk og international forskning viser, at der er en sammenhæng mellem elevers fleksibilitet og adaptivitet i arbejdet med regnestrategier og deres faglige udbytte i matematik. Dygtige elever udviser generelt en højere grad af fleksibilitet og adaptivitet sammenlignet med elever, der oplever matematiske udfordringer. 

I dette oplæg ser vi på muligheder i matematikundervisningen, der har til formål at udvikle elevers fleksibilitet og adaptivitet. Vi drøfter, hvordan vi kan skabe undervisning, der blandt andet sætter fokus på kreativ tænkning, elevers nysgerrighed og anvendelsen af forskellige repræsentationer, som gennem en undersøgende tilgang kan understøtte elevernes strategiudvikling. Oplægget tager udgangspunkt i regnestrategier, men inddrager også eksempler fra andre matematiske indholdsområder.

”Ind imellem kan et emne være spændende …”

v/ Bent Lindhardt, lektor emeritus

Citatet er fra en elev i de ældste klasser, som vel indikerer, at der er andre stunder, hvor det er mindre spændende. Ser vi på den internationale undersøgelse TiMSS i 4. klasse, må vi konstatere at et ganske højt antal elever (ca. 40%) giver udtryk for, at de ikke kan lide matematik. I mit oplæg vil jeg se på nogle årsager til en sådan demotivation og afstand til faget, men også forsøge at se på mulighederne for at vende både følelser for og opfattelser af matematik til glæde ved et spændende, interessant og nyttigt fag.

Mød læringskonsulenten – spørgsmål til og svar fra læringskonsulenten samt kort nyt

v/ Anne Krab, læringskonsulent

Mere praksisfaglig undervisning – hvordan? 

v/ Malis Ravn, lektor og ph.d.-studerende, Professionshøjskolen Absalon

En mere praktisk skole og praksisfaglig undervisning er et stort ønske til skolen. Det afspejler sig også i Fagfornyelsen og de nye fagplaner, som er på vej. Men hvordan udvikler man undervisning, som er mere praktisk, meningsfuld og virkelighedsnær – og hvorfor? Malis Ravn, lektor på læreruddannelsen, Absalon er i øjeblikket i gang med et ph.d.-projekt om praksisfaglighed på DPU, Aarhus Universitet. Malis fortæller om baggrunden for ønsket om mere praktisk undervisning i alle fag og stiller skarpt på didaktiske opmærksomheder, når man skal i gang med mere praksisfaglige undervisningsaktiviteter.

Workshops

1) Udvikling af adaptiv ekspertise frem for rutine-ekspertise 

v/ Lóa Björk Jóelsdóttir, ph.d. og docent, VIA 

I denne workshop drøfter og afprøver vi forskellige aktiviteter, der kan understøtte udviklingen af elevers fleksibilitet og adaptivitet i matematik. Fokus er på regnestrategier og de fire regningsarter, men vi inddrager også andre indholdsområder, såsom procentregning og ligningsløsning. Vi arbejder i høj grad med brugen af visuelle repræsentationer samt elevernes (og lærerens) sprog, som tilsammen kan bidrage til at styrke elevernes matematiske tænkning og deres syn på matematik. Der sættes særligt fokus på de egenskaber, som kendetegner den adaptive ekspert.

2) Hvordan gør vi brøker til et spændende emne? 

v/ Bent Lindhardt, lektor emeritus

Meget ofte fremstår brøker og regning med brøker som mystiske og uforståelige. Det er derfor ofte et stofområde, som mange elever ”slår sig på” – så hvad gør vi? 

I workshoppen vil jeg inddampe stoffet brøker til nogle få centrale faglige pointer og afprøve forskellige aktiviteter og spil, som kunne øge nysgerrigheden, fæstne en bedre forståelse samt fastholde en motivation for at lære de rationale tal at kende. Der er således gode muligheder for at få nye idéer med hjem og til at udveksle erfaringer med kolleger fra andre skoler.

3) Når algebraisk symbolsprog giver mening 

v/ Line Maj Møller, grundskolelærer og matematikvejleder

Med afsæt i nogle praksisnære aktiviteter skal vi se nærmere på, hvordan visuelle repræsentationer kan være et meningsfuldt springbræt til at introducere, bruge og forstå algebraisk symbolsprog. 

Vi sætter fokus på at opdage generelle sammenhænge, og hvordan vores opdagelser på en meningsfuld måde kan beskrives med algebraisk symbolsprog. 

4) Skab mening og dannelse med matematik 

v/ Jens K. Nielsen og Mads Bockelund, grundskolelærere 

Vi skal arbejde med, hvordan matematik kan række udover faglige mål og bruges til at forstå samfundsmæssige sammenhænge og problemstillinger. Ved at blande samfundsfag med matematik kan der opnås en større forståelse for begge fags specifikke emner. Samtidig kan det give eleverne en større forståelse for, hvordan matematik kan anvendes. 

Vi skal arbejde med konkret data og beregninger samt prøve at gennemskue tallenes betydning for os som samfund. Vi vil se på specifikke værktøjer og forståelse, der kan hjælpe eleverne videre, ikke blot fagligt, men også som deltagere i samfundet. 

Der vil være fokus på både den helt konkrete matematik samt mulighed for at arbejde med og snakke om de store linjer og visioner for et matematikfag med samfundsmæssigt indhold og relevans. 

Om os: Vi hedder Mads og Jens og har været efterskolelærere i sammenlagt 15 år. Vi har erfaring med forskellige skoler og deres grundlæggende værdier samt forskellige elevgrupper. Vi har stort fokus på det konkrete og praktiske i undervisning og formidling, da det er det, der fylder i vores arbejdsliv og hverdag.

5) Matematik, der fanger – og giver mening 

v/ Line Engsig, underviser på læreruddannelsen og EVU (adjunkt), tidlige folkeskolelærer, matematikvejleder og kommunal matematikkonsulent

På denne workshop præsenteres en række engagerende matematiske aktiviteter krydret med et kort teoretisk perspektiv. Fokus er på at styrke elevernes aktive deltagelse og matematiske forståelse gennem undersøgende undervisning, der tager udgangspunkt i indholdsrige, virkelighedsnære didaktiske situationer, samarbejde og faglig refleksion. 

Workshoppen henvender sig til lærere på mellemtrin og i udskolingen.

Arrangører

Stine Dunkan Gents, Professionshøjskolen Absalon, læreruddannelsen, stdh@pha.dk 
Margit Holm, Professionshøjskolen Absalon / CFU, marh@pha.dk 
Lene Odefey, Danmarks Matematiklærerforening kreds 12, 13 og 15, lo@gotransport.dk
Mari-Ann Skovlund, Danmarks Matematiklærerforening kreds 12, 13 og 15, maskje@live.dk