Læringscenterets dag 2026: En folkeskole i bevægelse
Glæd dig til inspirerende og inddragende oplæg og workshops med fokus på undervisning, der afspejler intentionerne i Fagfornyelsen. Hvordan får vi vendt undervisningen ’på hovedet’, så oplevelse, erfaringer og sansninger får en langt mere fremtrædende plads?
Fagfornyelsen kalder på undervisning, der i højere grad inviterer eleverne til at undersøge, skabe, sanse og deltage aktivt i læringsfællesskaber.
Når flere elever skal lykkes i folkeskolen, kalder det på didaktiske greb, der bringer praksis, æstetik, nysgerrighed og elevinddragelse tættere på undervisningen. Her spiller skolebiblioteket, vejledere og ledelse en central rolle som drivkraft for udviklingen af en stærk didaktisk kultur.
På Læringscenterets dag 2026 møder du – igennem oplæg og workshops – inspiration, praksisnære eksempler og konkrete værktøjer til arbejdet med Fagfornyelsen.
Alle deltagere på dagen får desuden et sæt dialogkort, udviklet af CFU, til styrkelse af den læremiddelfaglige dialog og refleksion. Alt sammen med blik for, hvordan undervisningen kan kvalificeres, varieres og bringes i bevægelse.
Dagen henvender sig bredt til skolebibliotekarer, ressourcepersoner, vejledere, ledere og konsulenter.
Tilmelding
Tilmeld dig her senest d. 10. august 2026.
Hvis der er ledige pladser, er tilmeldingslinket åbent efter d. 10. august 2026.
Tid: Tirsdag d. 25. august 2026 kl. 8.30-16.00
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Roskilde, Trekroner Forskerpark 4, 4000 Roskilde
Pris: 1725 kr. inkl. forplejning
Målgruppe: Skolebibliotekarer, ressourcepersoner, vejledere, ledere og konsulenter.
Spørgsmål? Kontakt CFU's kursusadministration på kursus@pha.dk eller tlf. 72481930 (R26-167).
Program
08.30-09.00
Ankomst, morgenkaffe, brød og udstilling
09.00-09.20
Velkomst med præsentation af dagen v. Rikke Egeberg, CFU Absalon
09.20-10.10
Når elever lærer gennem hænder, materialer og det uforudsigelige – tinkering som tilgang v. Søren Bøgh Knudsen, CFU Absalon
10.10-10.30
Pause, udstilling, tank-op-kaffe
10.30-11.30
Workshops, del 1 (workshops fortsætter efter frokostpausen)
11.30-12.30
Frokost og udstilling
12.30-13.45
Workshops fortsat, del 2
13.45-14.05
Eftermiddagskage, netværk, frisk luft og udstilling
14.05-14.50
Æstetiske og sanselige tilgange til undervisning i eksterne læringsmiljøer v. Lise Sattrup, ph.d., pædagogisk udviklingskonsulent i Skoletjenesten
14.50-15.05
Så er der popcorn!
15.05-15.55
Filmrullen – dit didaktiske værktøj til engagerende filmundervisning v. Mette Bechmann Westergaard, CFU Absalon
15.55-16.00
Tak for i dag v. Rikke Egeberg, CFU Absalon.
Oplæg
Velkomst med præsentation af dagen
v. Rikke Egeberg, CFU Absalon
Fagfornyelsen kalder på nye måder at være i og omkring undervisningen på. Med ambitionen om, at flere elever skal lykkes i folkeskolen, og at den didaktiske kultur skal fremmes på skolerne, er der brug for at rykke tæt på praksis.
På dagens konference får du, gennem både fælles oplæg og i de lange workshops, ny inspiration og konkrete idéer til, hvordan undervisningen kan struktureres og kvalificeres.
Når elever lærer gennem hænder, materialer og det uforudsigelige – tinkering som tilgang
v. Søren Bøgh Knudsen, CFU Absalon
Hvordan skaber vi undervisning, hvor elever undersøger, eksperimenterer, bygger, fejler og prøver igen, og hvor netop det bliver en vej til faglig forståelse, engagement og handlekraft?
Søren introducer tinkering som en pædagogisk og didaktisk tilgang, hvor nysgerrighed, materialer, kreativitet og iterative processer bliver centrale drivkræfter i læring. Med afsæt i eksempler undersøger vi, hvordan tinkering kan skabe nye deltagelsesmuligheder for elever og åbne for andre veje til forståelse i og på tværs af fag.
Sessionen veksler mellem oplæg, konkrete eksempler og hands-on-aktivitet, hvor du selv får mulighed for at opleve, hvordan læring kan opstå i mødet mellem idéer, materialer og det uforudsigelige.
Æstetiske og sanselige tilgange til undervisning i eksterne læringsmiljøer
v. Lise Sattrup, ph.d., pædagogisk udviklingskonsulent i Skoletjenesten
Beskrivelse er på vej.
Filmrullen – dit didaktiske værktøj til engagerende filmundervisning
v. Mette Bechmann Westergaard, CFU Absalon
Film rører vores hjerter og åbner vores blik. Derfor har spillefilm også en fremtrædende plads i CFU’s store læremiddelbase, som du på skolen kan tage udgangspunkt i, når du skitserer forløb og bygger årsplaner.
Som noget nyt tilbyder CFU nu også et didaktisk værktøj med 25 greb til arbejdet med spillefilm og kortfilm. Vi kalder den Filmrullen. Dette oplæg præsenterer dig for tankerne bag arbejdet, og du får mulighed for selv at opleve og prøve udvalgte greb. Ambitionen med Filmrullen er at gøre filmarbejdet mere levende og varieret, så dine elever undervejs får lov til at være nysgerrige, undersøgende, reflekterende og skabende.
Workshops
1. Kreativ litteraturformidling i undervisningen – i Fagfornyelsens lys
v. Mirjam Hoel Nielsen, CFU Absalon
Formidling af litteratur kræver undervisningskreativitet, viden om og engagement i litteraturen. På denne workshop bliver du præsenteret for tilgange til at få læsegnisten og litteraturarbejdet i brand igen. Du får konkrete idéer til at arbejde med litteratur på mange måder. Du bliver udfordret og inspireret til at tænke didaktisk kreativt. Gennem læseklubber, læserpas, lærerens litteraturengagement og fornemmelse for tekster kommer vi til at arbejde med læsning fra flere vinkler.
2. Vejledning som løftestang for elevinddragelse
v. Maria Ulrik Pedersen, CFU Absalon
Hvordan kan vi som vejledere positionere os som sparringspartnere og facilitere samtaler, der styrker elevinddragelse og medbestemmelse i praksis? Det sætter denne workshop fokus på.
Med afsæt i Roger Harts deltagelsesstige undersøger vi forskellige niveauer af medbestemmelse og skaber et fælles sprog for, hvad reel deltagelse kan være. Gennem afprøvning af konkrete greb til facilitering af samtaler arbejder vi samtidig med, hvordan vejledere kan understøtte refleksion og udvikling af undervisning.
3. Fælles blik på læremidler – fælles retning for undervisningen
v. Lonnie Sørensen, CFU Københavns Professionshøjskole
Hvordan kan skolebiblioteket blive et naturligt omdrejningspunkt for skolens arbejde med læremidler og didaktisk udvikling?
I denne workshop undersøger vi, hvordan vejledere, skolebibliotekarer og andre ressourcepersoner kan styrke en fælles kultur omkring valg og anvendelse af læremidler. En kultur, der kan understøtte skolens lokale arbejde med Fagfornyelsen og skabe sammenhæng mellem formål, undervisning og læring. Med afsæt i læremiddeldidaktik og nyudviklede dialogkort afprøver vi, hvordan den professionelle samtale om læremidler kan give et fælles sprog og blive en drivkraft for udvikling af varieret og alsidig undervisning.
Dialogkortene har til formål at:
- Styrke en strategisk og værdibaseret tilgang til læremidler med afsæt i folkeskolens formål
- Kvalificere den didaktiske dialog om læremidler som afsæt for varieret og meningsfuld undervisning
- Gøre det lettere at komme i gang med Fagfornyelsen gennem et fælles sprog og konkrete refleksionsværktøjer.
4. Skub til læse- og skriveglæden gennem en sansebaseret tilgang
v. Mette Bech, CFU Absalon
På denne workshop sætter vi fokus på en sansebaseret og æstetisk tilgang til læsning og skrivning. En sansebaseret tilgang giver eleverne mulighed for at udvikle deres bevidsthed om verden, sig selv og sig selv i verden. De bliver ekstra opmærksomme, bevidste og nærværende i disse læse- og skrivesituationer.
Du går hjem med:
- Viden om principperne bag en mere sansebaseret tilgang til litteratur- og skrivedidaktik
- Præsentation af eksemplariske forløb
- Konkret inspiration til afprøvning på egen skole.
5. Udeundervisning og naturdannelse
v. Rikke Ransgaard Fuglø, CFU Absalon
Hvordan kan naturen blive et aktivt læringsrum i undervisningen? På denne workshop bliver du introduceret til uderumsundervisning med fokus på oplevelses- og erfaringsbaserede tilgange. Med et praksisnært teoretisk afsæt arbejder vi med, hvordan naturforbundethed og sanselige erfaringer kan styrke elevers læring og engagement.
Undervejs deltager du i en konkret øvelse i uderummet, hvor du selv får mulighed for at opleve, hvordan teori kan omsættes til praksis. Med afsæt i denne erfaring og workshoppens begreber arbejder du efterfølgende med at udvikle idéer til egne undervisningsforløb uanset fag.
Workshoppen er deltagerinvolverende og praksisnær og giver dig konkrete værktøjer til at integrere uderummet som en aktiv del af din undervisning.
6. Ledelsesworkshop: Hvordan styrker vi den didaktiske kultur på skolen?
v. Efter- og videreuddannelsen (EVU), Professionshøjskolen Absalon
Beskrivelse er på vej.