AKT-konferencen 2026
Få ny faglig viden og inspiration til, hvordan vi kan skabe inkluderende fællesskaber og styrke børns mod på livet.
På dette års konference udforsker vi, hvordan vi kan skabe inkluderende fællesskaber og styrke børns mod på livet. Dagen kombinerer forskning og praksiserfaringer – og vil inspirere til, hvordan vi som fagpersoner kan fremme trivslen for alle børn og unge.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til en inspirerende dag.
Konferencens formål er at bidrage med den sidste nye forskning inden for adfærd, kontakt og trivsel og at give konkrete bud på praksis.
Konferencens målgruppe er AKT-lærere og -pædagoger, inklusionsvejledere, ressourcepersoner, konsulenter, ledere og andre interesserede.
Program
08.30-09.00: Kaffe og morgenbrød
09.00-09.15: Velkommen
09.15-10.15: Veje til øget deltagelse v. Torben Bloksgaard
10.15-10.45: Pause – netværk med kollegaer og besøg i læremiddeludstillingen
10.45-11.45: Robusthed og mod på livet v. Rasmus Meyer
11.45-12.45: Frokost
12.45-14.15: Workshops
14.15-14.45: Pause med kaffe og kage samt gang til fælles oplæg
14.45-15.40: Et autistisk perspektiv v. Camilla Winther
15.40-15.45: Fælles afslutning.
Tilmelding
Kommer snart!
Tid: Onsdag d. 18. marts 2026
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Slagelse, Sdr. Stationsvej 30, 4200 Slagelse
Spørgsmål? Kontakt CFU's kursusadministration på kursus@pha.dk eller tlf. 72481930.
Oplæg
Veje til øget deltagelse v. Torben Bloksgaard
Hvordan kan vi skabe nye veje – og gå dem sammen? Torben Bloksgaard introducerer forskning og effekter, der fortæller noget om, hvilke veje vi kan gå og måske ikke bør gå, og stiller skarpt på de praksisser, der – ofte uden vi tænker over det – skaber afstand snarere end fællesskab i vores skoler. Oplægget inviterer til refleksion over vores praksis og giver samtidig helt konkrete og brugbare bud på, hvordan vi i fællesskab kan bevæge os mod mere inkluderende og deltagelsesfremmende skoler.
Robusthed og mod på livet v. Rasmus Meyer
Formand for Trivselskommissionen, Rasmus Meyer, inviterer os med ind i kommissionens arbejde med børn og unges trivsel – og mistrivsel. Med afsæt i møder med børn, forældre og fagpersoner landet over peger Rasmus på de faktorer, der i dag former trivsel: Alt fra selvværd og søvn til relationer og fællesskaber. Samtidig sættes der fokus på, hvordan skolen og hjemmet sammen kan styrke børns mod på livet. Forældre spiller en nøglerolle – og som fagpersoner kan vi gøre en forskel ved at bygge stærkere, tillidsfulde samarbejder med dem.
Et autistisk perspektiv v. Camilla Winther
”At skelne mellem væsentligt, mindre væsentligt og decideret uvæsentligt er i sig selv en udfordring for mig. At skelne med afsæt i, hvad neurotypiske modtagere af teksten vil finde relevant... (hjælp!!!) ...det er mig en gåde, hvordan nogen bærer sig ad.”
Hvordan oplever, tænker og forstår en autistisk hjerne, og hvad er det, der er anderledes end hos mennesker med en mere typisk hjerneudgave?
Hvad kan vi gøre for at give børn med autistiske hjerner mulighed for trivsel og udvikling?
Camilla er selv autist og kombinerer sin teoretiske viden med erfaring fra et langt arbejdsliv inden for autismeområdet og vil inddrage indefra-perspektivet fra et levet liv i sit oplæg.
Hun giver et levende indblik i det anderledes nervesystem – og hvad vi som fagpersoner kan gøre for at møde børn og unge med autisme med større forståelse og færre misforståelser.
Workshops
A: Mod på livet
MOT Danmark inviterer til en inspirerende workshop, hvor der sættes fokus på, hvordan du kan arbejde med børn og unge i grundskolen for at styrke deres livsmestring, sociale kompetencer og mentale robusthed.
Med udgangspunkt i MOT’s 3 værdier – MOD til at leve/MOD til at vise omsorg/MOD til at sige nej – præsenteres konkrete eksempler på, hvordan MOT arbejder med at skabe positive fællesskaber, som styrker den enkelte elevs selvværd og ansvarsfølelse.
Workshoppen vil give:
- Indblik i MOT’s pædagogiske tilgang, og hvordan den supplerer og understøtter AKT-arbejdet
- Eksempler på konkrete metoder og forløb
- Inspiration til, hvordan du som fagperson kan arbejde med mod og fællesskab i praksis
- Refleksioner over, hvordan MOD kan integreres i skolens kultur og fundament
- Samtale og sparring i forhold til deltagernes praksis og erfaring, fordi arbejdet med trivsel er noget, vi gør sammen.
Undervisere: Stina Grøn, direktør og Martin Lysgaard, vicedirektør i MOT Danmark.
B: Kan man grave et halvt hul? - en workshop om, hvordan vi skaber gode læringsbetingelser for højtbegavede elever
På Kirstinedalsskolen arbejdes der målrettet med High Performance-undervisning, hvor der tilrettelægges udfordrende læringsforløb, som både styrker elevernes trivsel og faglige udvikling. På workshoppen deles erfaringer, konkrete metoder og eksempler på, hvordan undervisningen organiseres, så potentialet hos de højtbegavede elever udfoldes, og så de kan indgå i klassens fællesskab.
Underviser: Lone Kragh, lærer og vejleder på Kirstinedalsskolen i Køge.
C: Tegn dig til en tydelig undervisning
I denne workshop får du tusch på hænderne og et lynkursus i tegneteknikker til at skabe dine yndlingsikoner og skabeloner. Samtidig får du en masse inspiration til, hvordan du kan bruge tegning som pædagogisk og didaktisk værktøj til at styrke elevernes læring. Vi dykker ned i, hvordan visuel kommunikation kan gøre stoffet klart og overskueligt for elever med eksekutive vanskeligheder – de elever, der har særlig gavn af tegning som visuel strategi.
Underviser: Helle Melin, pædagogisk konsulent, CFU Absalon.
D: Kan man spille sig til det gode gruppearbejde?
Mere end halvdelen af skoletiden går med gruppearbejde. For nogle elever giver det et udvidet fagligt blik, og for andre giver det ondt i maven. Gruppearbejde er svært, men det er ikke umuligt. Aktuel forskning viser, hvordan eleverne via almindelige brætspil kan gennemspille scenarier, der kan overføres til dialog om det gode samarbejde. Det kræver undervisere, der kan facilitere processerne, som herigennem kan overføres til generelle samarbejdskompetencer til gavn for gruppearbejdet. På workshoppen får du viden om, hvad gruppearbejde indebærer, og hvordan dette kan understøttes igennem brætspil.
Underviser: Jonatan Kolding Karnøe, psykolog, forsker og oplægsholder.
E: AI som ven - når teknologien lytter mere, end vi gør
Forestil dig en ven, der altid er der, når du har brug for det – en ven, du altid har lige ved hånden, en ven, der aldrig bliver træt af dig, som gerne lytter til alle dine problemer og aldrig er fordomsfuld. En ven, man næsten kan sige, er i lommen på dig.
Du behøver ikke at lede længe. Du skal blot downloade Snapchat, og vupti – der, øverst på din venneliste, finder du din nye bedste ven: MyAI.
I denne workshop skal vi blive klogere på MyAI og lignende chatbots og forsøge at forstå, hvad det er, der gør dem så uimodståelige, at mennesker i alle aldre deler deres dybeste hemmeligheder med dem.
Foruden drøftelser om de etiske dilemmaer vil vi undersøge, hvilken betydning det kan have, at børn og unge indgår i relationer med AI, og hvordan denne teknologi påvirker deres trivsel, selvforståelse og måder at søge støtte på.
Endelig skal vi også prøve kræfter med selv at skabe chatbots – for kun ved at afprøve teknologien på egen krop kan vi få et indblik i, hvordan den virker, og hvorfor den opleves så dragende.
Underviser: Daniel Ingebrigtsen, pædagogisk konsulent, CFU Absalon.
Mød oplægsholderne
Torben Bloksgaard
Chefkonsulent og partner i Nordic Learning. MA, Ledelse og Organisationspsykologi.
Torben Bloksgaard har gennem de seneste 20 år arbejdet med udviklingen af den inkluderende skole. Torben har en bred erfaring, både fra et praktisk pædagogisk og didaktisk perspektiv og som leder af en specialskole. Torbens ekspertise er udviklingen af den inkluderende skole og dagtilbud. Dette helt fra praksis og hele vejen op til, hvordan de forvaltningsmæssige strukturer skal understøtte dette. Det kræver grundlæggende forandringer i alle lag for, at vi skal lykkes med en inkluderende skole. Det gode er, at der findes en vej. Der er skoler og kommuner, der allerede lykkes med 100% inklusion – med positive resultater for alle eleverne.
Rasmus Meyer
Formand for Trivselskommissionen. Forstander på Krogerup Højskole og uddannet cand.scient.soc. fra The New School for Social Research i New York.
Rasmus Meyer blev forstander på Krogerup Højskole i 2018 og har siden da været en markant stemme i debatten om børns og unges trivsel. I sit arbejde som formand for Trivselskommissionen har han fokus på at nuancere diskussionen om mistrivsel.
Camilla Winther
Camilla arbejder til daglig som rådgivningskonsulent i Aalborg Kommune.
Som underviser og oplægsholder kombinerer Camilla sin teoretiske viden med viden og erfaring fra et langt arbejdsliv inden for autismeområdet og tilsætter et "indefra/oplevet" perspektiv, hvor det giver mening.