Kortfilm som juleaktivitet i engelsk
Træt af at arbejde med juletraditioner hvert år i din engelskundervisning? Så giv det et twist i år!
Billede: Pixabay
Hvert år laver forskellige brands og firmaer små videoreklamer, som ikke nødvendigvis reklamerer for et bestemt produkt, men i stedet fortæller en lille julehistorie. Formålet for firmaerne er at skabe positiv omtale af firmaet.
Disse korte julefilm indeholder ofte gode eksempler på kultur og samfundsforhold fra hhv. Storbritannien og USA. De varer kun et par minutter, men rummer masser af humor, varme og stemning, samtidig med at de giver eleverne mulighed for at arbejde med engelsk på en sjov og meningsfuld måde.
And you are in luck! Du behøver slet ikke bruge din sparsomme tid på at finde frem til de bedste af disse små reklamefilm på YouTube. Hvert år samler Frank Lacey fra Sproglærerforeningen de bedste film og laver en samlet liste på Folkeskolen.dk. Du kan se hans liste fra 2025 og hans yndlingsfilm fra tidligere år her:
Og hvad skal du så stille op med dem? Herunder har jeg beskrevet et par idéer, som du kan lade dig inspirere af, hvis du vil bruge filmene i din engelskundervisning.
God jul og merry Christmas, når den tid på året rammer dig og din undervisning!
Før I ser filmen – fokus på forventning og ordforråd
Title Teaser
Vis kun titlen på filmen eller et enkelt stillbillede i starten af film, og lad eleverne gætte, hvad der kommer til at ske i filmen. Hvem er med i historien? Hvad tror de den handler om? m.m.
Eleverne kan skrive deres gæt ned i par eller små grupper. Efter filmen vender I tilbage til gættene og ser på, hvilke gæt der kom tættest på.
Vocabulary Hunt
Skriv nogle ord på tavlen. Både ord, der passer til filmen og temaet, fx gift, snow, love, family, shop, lonely, surprise, men også ord, der ikke passer til temaet, men som man godt kunne tro, passede til. Fx Santa, chimney, presents, snowman, bells, elves, sleigh, fireplace, mistletoe.
Eleverne ser filmen og lytter efter og noterer, hvilke ord de hører, og/eller som passer til handlingen eller stemningen i filmen.
Efter filmen diskuterer klassen, hvilke ord der ramte bedst, og evt. hvilke ord de selv ville tilføje for at beskrive filmen.
Mens I ser filmen
Knee-to-Knee
Eleverne sidder to og to, knæ mod knæ. Den ene elev har ryggen til skærmen, hvor filmen afspilles, mens makkeren kan se filmen. Den elev, der ser filmen, beskriver, hvad der sker, simultant mens det foregår på skærmen. (Du kan evt. sætte afspilningshastigheden ned.) Den anden elev prøver at forestille sig handlingen og karaktererne.
Efterfølgende ser hele klassen filmen sammen. Hvordan stemte elevernes beskrivelser og forklaringer overens med det, der rent faktisk skete i filmen? Hvad manglede de at have med? Lad makkerparrene sammen lave en mere fyldestgørende og uddybende beskrivelse, der stemmer bedre overens med filmens handling.
Freeze, Frame, Talk
Stop filmen lige før et afgørende tidspunkt/lige inden, noget vigtigt sker i filmen. I grupper diskuterer eleverne, hvad de tror, kommer til at ske videre i filmen. Hver gruppe kommer med deres bud, før resten af filmen vises. Var der nogen, der kom tæt på?
Dialogue Rebuild
Afspil filmen uden lyd, og stop flere steder undervejs. Mens filmen er stoppet, skriver eleverne i grupper, hvad de tror personerne og karaktererne siger til hinanden i filmen. Nogle film skal måske ses i sin helhed (uden lyd), før I kan se den igen med stop undervejs for at skrive dialoger. Men det kan også være sjovt at skulle skrive dialoger, uden at eleverne nødvendigvis kender resten af historien.
Når eleverne har skrevet dialoger til filmen, afspilles filmen igen (stadig uden lyd), og grupperne læser deres dialoger højt for hinanden.
Til allersidst afspilles filmen med lyd. Var der nogen grupper, der kom tæt på handlingen og dialogen i filmen? Var der nogen grupper, der fik lavet nogle særligt sjove eller skæve dialoger, der gjorde filmen til noget helt andet end originaludgaven med lyd?
Efter I har set filmen
Product or Message?
Se filmen, men stop lige før det afsløres, hvilket produkt eller virksomhed, filmen er produceret for. Kan eleverne gætte, hvilket produkt eller virksomhed, filmen er produceret for? Lad eleverne gætte og komme med deres forslag. Hvad tror de, er filmens budskab? Denne øvelse er nok bedst, hvis eleverne allerede har set et par af de andre julefilm, så de kender genren og præmissen.
Alternative Ending
Lad eleverne se hele (eller næsten hele) filmen, og lad dem digte en (ny) slutning på filmen. I mindre grupper digter eleverne en ny/alternativ slutning på filmen. Lad eleverne opføre deres nye/alternative slutning.
Tagline Challenge
Efter I har set (og arbejdet med) filmen, skal elever finde på en kort tagline eller slogan til filmen. Sæt evt. nogle rammer, fx maks. 8 ord eller skal rime. Eksempler kunne fx være “Share the joy. Share the season.” eller “Small acts, big smiles.”
Taglines og slogans dekoreres og hænges op i klassen og pynter og giver inspiration i julemåneden.
God fornøjelse med julefilmene, julestemningen og engelsktimerne i december måned!